Frøteknologi giver Maribo-sorterne et plus

Maribo-sorterne fra DLF Beet Seed spirede ensartet og pænt frem på trods af et koldt og vådt forår og kom flot i mål med pæne udbytter.

Genetik og frøteknologi er vigtige årsager til, at Maribo-sorterne er landet med meget fornuftige udbytter i en sæson, der ellers var præget af dårlige vejrbetingelser, da frøene skulle spire frem.

- Det blev en vanskelig start på sæsonen med et koldt og vådt forår. Alligevel opnåede vores sorter nogle flotte plantetal pr. hektar, fastslår Ole Lauridsen, salgschef hos DLF Beet Seed, der står bag Maribo-sorterne fra fabrikken i Holeby på Lolland.

- Det skyldes, forklarer han, genetikken i vores frø og især vores frøpillekoncept Seedplus, hvor selve frøet er indkapslet af multilag. Det giver dels en beskyttelse mod eksterne faktorer som fugt og kulde, dels sikrer multilaget, at frøet aktiveres og optager vand og næringsstoffer fra jorden på det rette tidspunkt.

Vanskelige betingelser

Så trods af vanskelige betingelser nåede rækkerne at lukke inden sankthans, hvorefter en varm sommer med tilpas nedbør gav en stor tilvækst resten af sæsonen.

- Sukkerprocenten ligger en anelse under, hvad vi forventede. Til gengæld har vores sorter haft nogle flotte rodudbytter, så alt i alt ser det økonomiske resultat ganske fornuftigt ud. Dyrkerne har efterhånden god praktisk erfaring med at dyrke vores kommercielle sorter Davinci, Roxy, Twix, Nelson og Castello og har derfor også i år høstet gode udbytter, siger Ole Lauridsen.

Fire lovende prøvesorter

Alle fem sorter er igen med på den nye sortsliste for 2022. Det samme gælder fire prøvesorter fra Holeby: Fanfare, Aragon, Nakskov og Saxon.

- Prøvesorterne har virkelig løftet sig i forhold til økonomisk udbytte, bemærker Ole Lauridsen og oplyser, at firmaets forskere og forædlere arbejder med den nyeste genetik for at opnå det højeste udbytte.

- Vi går efter at øge tons rene roer og samtidig fastholde en høj sukkerprocent. Det kan være en udfordring at kombinere de to ting. Normalt går det ud over sukkerprocenten, når man stiler efter et højt rodudbytte, men vores nye genetik øger mængden af tons rene roer pr. hektar uden at sukkerprocenten falder.

Prøvesorten Nakskov er højdespringeren og har i forsøgene haft det højeste økonomiske udbytte af alle sorter. Det er en allround sort, der klarer sig rigtig godt på arealer uden nematoder. Og er der nematoder, kommer Nakskov alligevel ud med et tilfredsstillende resultat. Sorten markedsføres i øvrigt også i en økologisk udgave.

Virus-tolerant roe i 2023

Genetikken er også årsag til, at DLF Beet Seed forventer at kunne lancere en virusgulsot-tolerant sukkerroe i 2023-sæsonen, oplyser Ole Lauridsen.

- Vi har haft den første sort i afprøvning med et rigtig flot udbytte med forholdstal 103. Normalt, når man krydser nye tolerancer ind i en sort, falder udbyttet 5-10 procent, men denne her er helt oppe blandt de bedste sorter udbyttemæssigt. Så der er god udsigt til, at danske sukkerroedyrkere kan styre udenom de udfordringer med virusgulsot, som man oplever andre steder i Europa.

DLF Beet Seed er en del af den danske frøkoncern DLF og markedsfører sukkerroefrø i to varemærker, Maribo og Hilleshög. Frøsalget sker blandt andet på maribobeetshop.dk, som bruges mere og mere.

Læs også