Juletræer i sommervarmen

De usolgte træer fra julen 2017 benyttes til kystsikring ved Randers Havn

Vi er sådan cirka halvvejs mellem julen 2017 og julen 2018, og der er langt mellem de lastbiler, der kører med juletræer. Vognmand Leo Dahl fra Skodborg er dog undtagelsen. Trods sommer og høje temperaturer er han aktiv i juletræerne.
Og lad det være sagt med det samme. Farven på de tilbageværende nåle betyder, at træerne ikke just egner sig til at komme ind i stuen og blive brugt.
- Vi kører dem til havnen i Randers, hvor de bruges som kystsikring, fortæller Leo Dahl.
Træerne, der er samlet på paller, henter Leo Dahl i et stort område, og de sidste for i år leveres i august.
I langt de fleste tilfælde handler det om træer, der ikke er blevet solgt. Det kan være hos den danske producent, men det kan også være en grossist fra f.eks. Tyskland, der har købt træerne i Danmark, men så finder ud af, han ikke kan få dem solgt videre og derfor ikke vil have dem fragtet fra Danmark.
Det kan også være juletræsproducenter, der skal have fældet nogle gamle træer.
Leo Dahl er tredje generation i vognmandsfirmaet, der blev startet af hans farfar Marius Dahl og siden overtaget af hans far, Hans Dahl.
 

Læs også