Strømlinet Hardi-nyhed

Den danske sprøjteproducent giver på Agritechnica sit bud på fremtidens digitale trailersprøjte.

Den nye Hardi Aeon Centura-sprøjte har fået et strømlinet design med et lavere tyngdepunkt for at kunne arbejde hurtigere i marken.

Der er ingen håndbetjente ventiler og kun få centrale slanger på Hardi’s helt store nyhed på ugens messe i Hannover.

Sprøjtefabrikken i Nr. Alslev på Falster har de seneste tre og et halvt år arbejdet på at skabe fremtidens bud på en digital trailersprøjte, hvor alle ventiler er elektroniske og kan styres fra SmartCom-platformen i traktoren.

Den nye Aeon Centura-sprøjte, som i første omgang er produceret i seks eksemplarer på 4.200 og 5.200 liters tankindhold til testkørsel i foråret, har en stor central computer og flere hjælpecomputere til styring af sprøjtens funktioner.

Under sideskærmen på venstre side af sprøjtenyheden findes et display, som kan hjælpe landmanden med udregning af den korrekte vandmængde til den planlagte dosering sammen med flere andre funktioner som tømning af tank, m.m.

Hardi-nyheden har et helt nyt og strømlinet design.

- Aeon Centura er både længere og med et lavere tyngdepunkt. Den er bygget til at køre hurtigere i marken og dermed med en større kapacitet. Dens krop er udformet som en stråskiller, siger salgs- og marketingdirektør Peter Dahl, og viser også, hvordan skærmene automatisk følger de drejede hjul under vendingerne i marken.

erik@effektivtlandbrug.dk
telefon 63 38 25 28

Læs også