Han havde booket pladsen i messehallen til sin daværende arbejdsgiver Hjallerup Maskinforretning, så da Ernst W. Hansen tidligere på året blev klar over, at han skulle rykke med sine Fendt-traktorer over til TBS som følge af Agcos beslutning om at opsplitte sine brands mellem forhandlerne, fik han travlt med at finde en ny plads i det allerede fuldt bookede Messecenter Vesthimmerland.
Derfor var en Fendt-pedaltraktor også den største maskine, der var blevet plads til på TBS-standen, som blev klemt ind i foyeren på Agro Nord.
Der blev dog lejlighed til at snakke om mange flere hestekræfter på standen, hvor Ernst W. Hansen var klar til at fortælle om Fendts fortræffeligheder – nøjagtig, som han har gjort de sidste mange år, hvor der blot har stået Hjallerup Maskinforretning på skjorten.
- Jeg har egentlig ikke fået nyt arbejde, jeg har bare fået ny arbejdsgiver, konstaterer sælgeren, der de sidste 10 år udelukkende har beskæftiget sig med Fendts produktprogram.
For tiden er det især Vario 700-serien, som går fra 200 til 240 hestekræfter, der er populær, fortæller han.
- Det er en snild og handy traktor, der passer godt ind på mange bedrifter, konstaterer Ernst W. Hansen, der i denne sæson også har store forventninger til den del af Fendt-programmet, der ikke tæller traktorer.
- Jeg tror meget på Fendts snitter og Squadra-presseren. Og så er der selvfølgelige Ideal-mejetærskeren, som jeg tror kommer til at vinde frem, spår han.