Ordet »jeg« er erstattet af »vi«, når man besøger Nygaard og Tastum Jersey ved Skive og familien Søgaard.

Mor og far, Carina og Svend Otto og næste generation Thomas og Kristina og deres to piger, Agnes og Ella.

Og hverken over eller under, er der de ansatte, som i dag er kaldt ind til dyrskuetræning.

Her betyder det ingenting, om ens titel er elev eller fodermester, om man taler dansk eller ikke dansk, alle er lige meget værd og en del af team Tastum Jersey.

 Familiær stemning

Der breder sig en familiær stemning, når Agnes´ ene gummistøvle gang på gang falder af og en af de ansatte går hen og hjælper hende den på igen, så hun kan stavre videre fra vandpyt til vandpyt i sin flyverdragt, mens lillesøster sover i barnevognen og resten af familien og de ansatte fordyber sig i dyrskuetræningen på asfaltpladsen foran staldene.

Thomas liner en gruppe på tre køer op ved siden af hinanden og tager en af de ansatte, Sara Christiansen, med på råd.

- De ansatte ved lige så meget om det her, som jeg gør, siger Thomas Søgaard, som får et anerkendende nik fra resten af teamet om, at det netop er disse tre køer, som skal i ringen til besætningsgruppekonkurrencen på Agro Nord.

 Brænder for gamle køer

Thomas Søgaard vender sig om mod Misha Mazurenko, som sammen med sin hustru Mariia i efteråret kom til familien Søgaard fra en besætning i Tyskland.

Misha får grimen i hånden for første gang og trækker et par skridt, mens Thomas fortæller ham, hvordan han skal føle, at han går med det mest dyrebare i hånden.

Det skal han føle uanset hvilken ko, han får i hånden, men lige med hende her, er det noget specielt.

Knap 15 år gammel er hun tilmeldt Agro Nord for at vise noget af det, team Tastum brænder særligt meget for, at køerne skal blive gamle i besætningen.

Koen er en Q Laf-datter på en Jas Hot og har fået 12 kalve.

- Vi har mange gamle køer i besætningen. Køerne malker i gennemsnit 4,3 år og har en livsydelse på 41.155 kilo, siger Thomas om den økologiske besætning, som tæller 460 årskøer.

 De ansatte sætter holdet

De resultater kommer på baggrund af avlsarbejde, gode forhold og så de ansatte, som Thomas Søgaard bliver ved med at vende tilbage til og som bærer en stor del af æren for en besætning i topform.

- Vi er fuldstændig afhængig af vores folk, siger Thomas, som ikke bare taler om medansvar og inddragelse af medarbejdere, men i den grad har ført det ud i praksis på ejendommen ved Skive.

Som når et dyrskue nærmer sig og Thomas Søgaard afleverer et stykke papir og en blyant i malkestalden, hvorefter de ansatte selv må skrive alle de konumre op, de mener skal med til dyrskue.

- Og så vil jeg gøre alt hvad jeg kan for, at de også kommer med, siger han.

 Når det hele lykkes

Der er en udvikling og en ansvarstanke i, at man som medarbejder selv skal tænke over, hvilken ko man tror kan gøre sig godt. At få hende trænet og klargjort og stå i ringen med »sin egen ko«. Og kulminationen når det lykkes den ko at stryge hele vejen til tops.

- Det er simpelthen det hele værd og det er bare den fedeste følelse, det gør mig så stolt og glad, siger Thomas Søgaard, som elsker at se hvordan de unge mennesker ikke bare vokser på det arbejdsmæssige plan, men i flere tilfælde virkelig blomstrer som mennesker.

 Går vejen sammen

Derfor er der også et krav, når man er ansat ved den dyrskuepassionerede familie.

- Som ansat skal man minimum være med til et dyrskue, forklarer Thomas.

Og en enkelt gang, har der været en ansat, som bestemt ikke tog med af lyst.

- Det er absolut vores bedste eksempel, for i dag tager han faktisk fri hvert år til Landsskue, for at komme og være med, griner Thomas Søgaard.

For som en del af Tastum Jersey bliver man ikke bare bidt af dyrskuer, men i høj grad også af fællesskabet og teamånden.

- Vi tager afsted sammen som hold og vinder sammen som hold, lyder det fra Thomas Søgaard, som sammen med resten af teamet stiller med 10 køer og 2 kvier.

 

- Vi har mange gamle køer i besætningen. Køerne malker i gennemsnit 4,3 år og har en livsydelse på 41.155 kilo.

 Thomas Søgaard, økologisk mælkeproducent