15 år med 4H’s madskoler

1.900 børn har i år deltaget på en af de over 100 madskoler, der fremmer madforståelsen og sociale færdigheder.

De danske folkeskoleelever er tilbage i klasselokalerne efter en lang sommerferie, hvor blandt andet 1.900 børn over hele landet deltog på en af de over 100 madskoler, som 4H igen i år har arrangeret i samarbejde med Landbrug & Fødevarer og Rema 1000.

LandbrugØst har også været på madskole, og det var i Haslev, hvor Manja Poulsen fungerede som leder for 15 børn i alderen 8 til 11 år. De havde nogle gode og lærerige dage.

- Det er vigtigt, at børnene har det sjovt og deltager i et socialt fællesskab samtidig med, at de lærer om forskellige fødevarers tilbliven, om behandling og tilberedning af mad, forklarede Manja Poulsen, 

Hun blev suppleret af Aff Hjarnø, der for 15 år siden var blandt initiativtagerne til 4H’s madskoler.

- Det handler også om at børnene lærer om sunde råvarer, om at tage ansvar og om hvordan man begår sig i et køkken. De lærer teamwork, men også om hvordan man behandler andre, når de sammen sidder og spiser den mad, de har tilberedt i fællesskab.

Madbog af stjernekok

Blandt lederne på madskolen var også Agnes Mostawsa, som fortalte, at børnene også lærer, hvordan maden kan laves på forskellige måder. Til det brug er der udarbejdet en madbog med køkkentips, kostråd og forskellige opskrifter. 

Det er kokken Per Thøstesen, der blandt andet også er kok for Danmarks fodboldlandshold, som for sjette år i træk har lavet Madbogen, der er skrevet i et let forståeligt sprog.

Aff Hjarnø oplyste, at man bruger danskproducerede fødevarer, og deltagerne får kendskab på forskellen mellem konventionelt og økologisk landbrug, hvilket man også er bevidste om, når der handlers ind til madskolen.

- Vi har fokus på madspild og har derfor en spand stående, som bliver fyldt med alle de uforarbejdede grøntsagsrester, alt fra kartoffelskræller til toppen på gulerødder og resterne af de pressede citroner, som opstår ved madlavningen. 

- Det tager jeg med hjem til mine grise på den lokale 4H-gård, og senere på ugen kommer børnene ud på 4H-gården og ser, hvordan grisene omsætter det.

Læs også