Kun kvinderne må være med, når Østdansk Landboforening den 17. september holder temaaften om iværksætteri og regnskab.
ØKONOMI Kvinder med for eksempel en entreprenør gemt i maven, eller kvinder, som blot gerne vil blive endnu klogere på egen økonomi, kan med fordel møde op hos Østdansk Landboforening torsdag den 17. september klokken 19.
Her vil landboforeningen nemlig holde en temaaften om iværksætteri og regnskab – og det er altså en temaaften uden mænd.
- Vi vil skærpe interessen og forståelse for regnskab, fortæller en af tovholderne på arrangementet, Christine Søgård Bøhm, der er økonomikonsulent og samtidig har en master i skat.
Forstå budgetter og regnskaber
- Økonomiske overvejelser og planlægning er typisk for eksempelvis landmanden. Kvindens økonomi i sådan en bedrift tæller med, der er tale om fællesøkonomi, hvilket burde hæve nysgerrigheden, påpeger Christine Søgård Bøhm.
Hun fastslår, at kvinder generelt skal blive bedre til at forstå budgetter og regnskaber – for deres egen skyld.
- Hvilken økonomi har jeg overhovedet? Er det kassekreditten, der styrer, hvordan er jeg stillet i en krise? Hvad sker der, hvis min mand sælger sin virksomhed eller bedrift? Det er spørgsmål som disse, vi blandt andet vil besvare, oplyser Christine Søgård Bøhm og tilføjer:
- Arrangementet er for alle, som vil blive klogere. Så har man sin egen frisørsalon, restaurant, klinik, landbrug eller noget helt andet, er man mere end velkommen.
Selfmade kvinde på banen
Christine Søgård Bøhm og hendes kollegaer glæder sig også til at præsentere en selfmade kvinde. Nemlig Næstved-kvinden Andrea Søllested kendt fra blandt andet Den store bagedyst, som sydsjællænderen vandt i 2017.
Andrea Søllested har skiftet beskæftigelse flere gange og klaret sig godt. Først arbejdede hun med kostumer, senere som illustrator og fornyelig blev hun uddannet chokolatier. Og så er hun lokal.
- Hendes refleksioner og erfaringer om iværksætteri og økonomi er inspirerende, og hun kan forhåbentlig sætte nogle tanker i gang hos tilhørerne, kommer det fra Christine Søgård Bøhm, der anbefaler, at man medbringer sit eget regnskab på dagen.
- Vi kan måske kigge papirerne igennem og komme med et par gode råd, slutter hun.
jhal