Grønt lys til 44 nye skove i Danmark
Klimaskovfonden har netop afsluttet endnu en ansøgningsrunde og uddelt støtte til nye skove over hele Danmark. Dermed er 44 nye skove på vej rundt om i landet, og tre af dem bliver plantet på landets små øer.

Mængden af skov i Danmark er fortsat på fremmarch. Senest har Klimaskovfonden valgt at støtte 44 initiativer på området. Arkivfoto: Morten Ipsen
Der kommer mere og mere gang i den grønne omstilling i Danmark. En af de fremmeste aktører på området, Klimaskovfonden, melder nu, at de har givet tilsagn om finansiering til 44 jordejere, som nu kan gå i gang med at omlægge deres arealer til ny skov.
Skovene bliver varierede med både løvtræer, nåletræer og skovbryn og vil samlet dække 388 hektar. Ti procent af arealet udlægges som urørt skov.
- Skovrejsningen er stadig godt i gang, og interessen for at plante skov er fortsat stor. Med de 44 nye skove får vi både mere natur, optag af drivhusgasser og bedre beskyttelse af vores drikkevand, siger Klimaskovfondens direktør Poul Erik Lauridsen i en pressemeddelelse.
Regionale forskelle
De 44 nye skove er fordelt over store dele af landet og vil vokse op på både Sjælland, Fyn og i store dele af Jylland. Én landsdel skiller sig dog ud. Kun én af de 44 skove ligger i Nordjylland, og det er nærmere bestemt på Læsø.
- Det er ærgerligt. Nordjylland har store og velegnede arealer, som er oplagte til ny skov. Samtidig kan skovene bidrage med en række positive effekter, blandt andet bedre beskyttelse af drikkevandet. Derfor håber vi, at flere nordjyder vil være med til at plante skov i fremtiden, siger Poul Erik Lauridsen.
Resten af Jylland er til gengæld godt repræsenteret. Her ligger 29 af de 44 kommende skove fordelt på tværs af landsdelen.
Landets små øer får mere skov
De mindre danske øer er også godt med i udviklingen. I denne ansøgningsrunde har Klimaskovfonden givet tilsagn til tre skovprojekter på Læsø og Sejerø. Det er en udvikling, som fonden forventer vil fortsætte.
- I takt med at landbruget bliver mere stordriftspræget, er jord på de små øer ikke altid lige så eftertragtet. Derfor opstår der nye muligheder for at anvende arealerne til andre formål. Vi er glade for, at flere vælger skovrejsning, som skaber værdi for både klima, natur og lokalsamfund. Vi ser et stort potentiale på landets små øer, siger Poul Erik Lauridsen.
De fleste tilskud er givet til virksomheder og private jordejere, men også seks kirker og fire kommuner har modtaget støtte til skovrejsning. Klimaskovfondens indsats kommer oveni de initiativer, der er en del af den grønne trepart. Her er der pr. dags dato indmeldt 3.321 hektar skov til etablering, hvoraf 543 hektar allerede er anlagt.




































