Bornholmske landmænd rykker på grøn dagsorden
På Bornholm har 12 landmænd etableret producentforeningen Bornholm Foods, der skal levere de afgrøder, der efterspørges i fremtiden.

De fem bestyrelsesmedlemmer i den nye producentforening, Bornholm Foods. Fra venstre: Jacob Dam Nielsen (gårdejer), Lennart Westh (gårdejer), Christian Møller Holm (gårdejer og formand), Hans Hansen (ejer af Lehnsgaard Rapsolie) og Jens Brandt (gårdejer og næstformand).
FORENING 12 bornholmske landmænd er gået sammen og har etableret en producentforening, Bornholm Foods, der skal være med til at sætte gang i produktion og afsætning af nye proteinafgrøder.
Bornholm Foods skal dermed levere på den efterspørgsel, der er på både økologiske og konventionelle danske proteinafgrøder. Den nye producentforening bliver for eksempel leveringsdygtig af bornholmske linser, sorte og brune kikærter, hvide lupiner og flere andre afgrøder.
Det er gårdejer Jens Brandt, som fik idéen til det nye bornholmske fællesskab, der sammenlagt tæller mere end 3.000 hektar af både konventionel og økologisk jord, og det er fordelt over hele øen.
- Jeg vil leve af 70 hektar, og så kunne det være interessant, om vi virkelig kunne lave et nyt produkt, der var efterspørgsel på og som samtidig kunne gøre noget godt for klimaet, fortæller Jens Brandt, Lundegård, der er næstformand i bestyrelsen i den nye producentforening.
Bæredygtig forretning
Det er målet, at Bornholm Foods skal udvikle sig til en stærk planteproduktionsenhed, der kan agere fleksibelt, hurtigt og være klar til at levere de afgrøder, der efterspørges i fremtiden.
Det skal være en enhed, der kan forene forretning, forskning, innovation og udvikling og som skal producere kvalitets planteproteinfødevarer. Og endelig skal Bornholm Foods være en bæredygtig forretning.
Nu består opgaven i at få udviklet de helt rigtige afgrøder og sorter, indgå afsætningsaftaler og få styr på markedsføring og forretningen, så der er nok at tage fat på.
Økonomisk robusthed
Det bliver en opgave, som Klaus H. Petersen fra Bornholms Landbrug & Fødevarer bliver koordinator på.
- Fordelene ved at gå sammen i en producentforening er mange, men den afgørende forskel er absolut det faktum, at vi er en stor gruppe bag initiativet. Det skaber både forsyningssikkerhed og økonomisk robusthed, som kan sikre, at vi kan få vores koordinator til at arbejde dedikeret med udviklingen af foreningen, siger formand Christian Møller Holm.
Dyrkningsforsøg på Bornholm har i 2020 vist, at linser, hvide lupiner og kikærter kan noget på Bornholm, så det vil være nogle af de sorter, foreningen skal arbejde videre med i fremtiden.
- Bornholm Foods passer fantastisk ind i Bornholms fødevarefortælling og i Bornholms Fødevarestrategi og viser, at Bornholm og landbruget er klar til at rykke på den grønne dagsorden, udtaler Thomas Bay Jensen, direktør i Bornholms Landbrug & Fødevarer.
- Vi har, fortsætter han, en stor forventning til, at initiativet får luft under vingerne, får skabt et godt netværk af viden og får etableret en velfungerende afsætning i Danmark og senere måske også til udlandet.
jhal