Strube er klar med to nye sorter

Til den kommende frøbestilling forventer Strube at være klar med to nye sorter – en helt ny NT-sort samt en højdespringer i udbytte.

ROEFRØ Strube kan fra 2021 levere nematodesorten Satie til det danske marked, og det er product manager Kristian Nørby Nielsen rigtig glad for.

- Det kræver selvfølgelig, at sortskommissionen vælger at sætte den på sortslisten, men jeg kan ikke se, hvorfor den ikke skulle komme med, siger Kristian Nørby Nielsen, der påpeger, at Satie har klaret sig godt i marker både med og uden nematoder.

- Hvor der ikke er nematoder, ligger udbyttet lige over 15 tons sukker pr. hektar, og hvor der er nematoder, ligger udbyttet lige under 15 tons sukker pr. hektar, hvilket i den grad må siges at være tilfredsstillende, fastslår han.

- Det er, tilføjer Kristian Nørby Nielsen, selvfølgelig vigtigt, at en nematodesort har udbytterne med sig, når der er nematoder, men det er endnu vigtigere, at udbyttet er højt, når jorden er mere normal.

Høj sukkerprocent

Nematoder forekommer som bekendt oftest i pletter i markerne og sjældent mere end 10-20 procent af en mark vil være inficeret. Dermed vil der også være omkring 80-90 procent af marken, som ikke er inficeret.

- Her er det endnu vigtigere, at udbyttet er, som det skal være. Satie vil være et rigtig godt supplement til de dyrkere, der kun dyrker nematodesorter, og vi anbefaler den til de jorde, hvor man er i tvivl om mængden af nematodeangreb, fortæller Kristian Nørby Nielsen.

På grund af den meget høje sukkerprocent vil Satie, ifølge Kristian Nørby Nielsen, være et godt bud på en sort, som kan leveres tidligt i sæsonen, da den tidligt når en høj sukkerprocent.

- Samtidig er en høj sukkerprocent også en god egenskab, når der skal ligges i kule, da sukkeret er med til at holde roerne mere friske og frostsikre, pointerer han og gør opmærksom på, at den ekstrem høje sukkerprocent belønner sig også i forhold til afregningen fra Nordic Sugar.

Nasser i top

- Til de almindelige marker, uden nematoder, har vi en helt ny højt ydende sort på banen, nemlig sorten Nasser. Også her ligger beslutningen hos sortskommissionen, men vi er klar til at levere, påpeger Kristian Nørby Nielsen.

- Nasser præsterer i top i stort set alle karakterer i sortsforsøgene. I RT-segmentet har den bedste fremspiring, flest tons, mindste rodfure og nok så vigtigt den bedste økonomi, fortæller Kristian Nørby Nielsen og tilføjer:

- Når de forhåbentlig er godkendt af sortskommissionen, vil de to nye sorter selvfølgelig være at finde på vores nye webshop sammen med Strubes øvrige sortiment.

jhal

Læs også