Ansøgninger til Landdistriktspuljen

13,5 millioner kroner skal fordeles ud over landets projekter på årets første af i alt tre runder i Landdistriktspuljen.

Der er blevet åbnet for ansøgninger til Landdistriktspuljens første af i alt tre runder. I år er der afsat 62 millioner kroner til udviklingsaktiviteter i landdistrikterne – hele 38 millioner kroner mere end i 2020.

Formand i Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, priser midlerne velkommen.

- Det sender vigtige signaler til landdistrikterne og til øerne, at der følger handling med, når regeringen taler om vigtigheden af at skabe balance mellem land og by. Særligt taget det kriseprægede år i betragtning er det derfor enormt vigtigt, at flere lokale udviklingsprojekter kan få tilskud, siger Steffen Damsgaard og fortsætter:

- Målretningen af puljen til områder præget af landvindmøller er vigtig, fordi lokalbefolkningen dér er mest generet af møllerne og må leve med generne i hverdagen. Derfor giver det rigtig god mening at lokalbefolkningens projekter bliver tilgodeset i forhold til muligheden for at skabe nye tiltag og udvikling i områder med landvindmøller.

De tre ansøgningsrunder i år erstatter de tidligere års to runder. I år vil der derfor både være en runde i det tidlige forår, til sommer og til efterår.

Årets første runde uddeler midler for i alt 13,5 millioner kroner fordelt over tre emner: Projekter i områder med landvindmøller, projekter på de små øer og til forskningsprojekter.

Ansøgningsskemaer og vejledninger kan findes på Livoglands underside om Landdistriktspuljen, og ansøgninger til Landdistriktspuljens første runde 2021 skal være Bolig- og Planstyrelsen i hænde senest onsdag den 24. marts klokken 12.

/ jhal

Læs også