Åbent Landbrug får SEAS-NVE-penge

STØTTEMIDLER SEAS-NVE har delt 100.000 kroner ud til fællesskabende aktiviteter. Det kommer blandt andet Åbent Landbrug Storstrømmen til gode.
Traditionen tro var der masser af ansøgninger om støtte fra SEAS-NVE's donationsprogram. Det var 14. gang, at den andelsejede energi- og fibernetkoncern delte ud af midler, og blandt de over 500 ansøgninger fik Åbent Landbrug Storstrømmen del i midlerne. 

Således har folkene bag det åbne landbrugsarrangement fået støtte til at købe en køkkenvogn for  at skabe bedre kendskab til danske fødevarers vej fra ”jord til bord” blandt børn og unge, som det hedder i en meddelelse fra selskabet. 

- Som andelsselskab vil vi skabe energi til livet, styrke fællesskabet og øge livskvaliteten for vores kunder og andelshavere. Derfor har vi siden 2013 givet en økonomisk håndsrækning til foreninger og initiativer i regionen, som er med til at fremme mødet mellem mennesker, og vi er glade for, at der er så mange gode ting at støtte, siger kommunikationschef i SEAS-NVE, Rikke Harbo Trikker.

Blandt de øvrige modtagere af støtte er Odsherred Rideklub og Kongskilde Naturcenter i Sorø.

hka
 

Læs også