Greenpeace-aktion mod fynsk svinestald

Greenpeace invaderede i går morges et svinestaldsanlæg, som selskabet Langerod ApS har under opførelse ved Heden på Midtfyn. 

Greenpeace anbragte et 66-meter langt banner med teksten »Stop svinefabrikkerne« på vejen ved byggeriet.

- Danmarks er verdens største producent af kød pr. indbygger, og de alt for mange landbrugsdyr skader klimaet, miljøet, biodiversiteten og naboerne, der fremover skal leve med stanken og den potentielle sundhedsrisiko fra store mængder ammoniak og kemiske stoffer.

- Vi protesterer mod byggeriet af den her svinefabrik sammen med lokale borgere og andre ligesindede fynboer, fordi den er symbol på industriens vokseværk. Set i lyset af regeringen og et stort flertals ambitiøse klimamål må der nu udvises politisk ansvar, så mængden af landbrugsdyr reduceres markant, siger Kristian Sloth, landbrugspolitisk rådgiver hos Greenpeace.

Den 8. oktober vågnede den sjællandske landmandsfamilie Kjær Knudsen op til en lignende Greenpeace-aktion på »Vanløsegård«, der ligger mellem Ringsted og Holbæk.

Dengang var 17 aktivister klatret op for at montere et 42 meter langt banner på taget af den største stald med påskriften »Giv Danmark landet tilbage – stop svinefabrikkerne«.

Læs også