Grønt samspil mellem CLAAS og Spearhead får varm anbefaling af entreprenørfirma
Kaj Bech i Holstebro har indgået en otteårig samarbejdsaftale med Vinderup Maskiner om materiel til blandt andet vej- og parkvedligehold.
Både komfort og sikkerhed er i højsædet i forbindelse med entreprenørfirmaet Kaj Bechs samarbejdsaftale med Vinderup Maskiner.
I alt 28 CLAAS-traktorer med et spænd fra 85 til 150 hestekræfter skal i samspil med Spearhead-klippere være med til at vedligeholde veje og pleje grønne områder, og her handler det ikke blot om at gøre arbejdet pænt og nydeligt.
- Det betyder meget for de chauffører, som kører i mange timer, at både komforten og sikkerheden er i top, fortæller Karl Christian Christensen, som er afdelingschef og indkøbschef hos Kaj Bech.
Mangesidede opgaver
Entreprenørfirmaet med hjemsted i Holstebro har en bygge- og en broafdeling med hele landet – dog fortrinsvis Jylland – som kundeområde, ligesom virksomhedens vej- og parkafdeling har ansvaret for henholdsvis pleje af grønne områder samt vedligehold af veje og diverse anlægsprojekter.
Parkafdelingen opererer typisk i en radius af 60-70 kilometer rundt om Holstebro med både Holstebro Kommune og diverse private aktører som kunder. Ansvarsområdet gælder således blandt andet 1.280 kilometer veje i Holstebro Kommune samt nogle strækninger ved Grindsted og Billund.
CLAAS scorede højt på alle parametre
Da Kaj Bech skulle vælge maskinmærke til det grønne arbejde – der inkluderer alt fra blandt andet fejning, rabatafhøvling, rensning af grøfter, vedligehold af grusveje og asfalt til opgaver som græsslåning, efterårsklipning og det 107 mand store vinterberedskab – var fire forskellige mærker i spil i forbindelse med udbuddet. Her spillede ikke bare beslutningstagerne hos Kaj Bech og de potentielle samarbejdspartnere en rolle i udvælgelsesprocessen, men også de chauffører som skulle køre med maskinerne.
- CLAAS scorede højt på både miljø, komfort og pris, hvilket var de kriterier, der skulle matches, og derfor valgte vi dem denne gang, fortæller Karl Christian Christensen.
Ros til serviceniveauet
CLAAS-traktorerne får stor ros fra Kaj Bechs chauffører, der taler om superdejligt og fleksibelt materiel, som det er nemt at manøvrere rundt med.
Afdelings- og indkøbschefen er såmænd ikke bare tilfreds med aftalen og det grønne samspil mellem CLAAS og Spearhead, men også med servicen. Han fortæller, hvordan Vinderup Maskiner tilbyder et setup, hvor man kan få fat i medarbejderne 24-7:
- Det er egentlig ikke, fordi vi har nogle problemer med maskinerne. Men det betyder meget, at vi altid kan få hjælp, fordi vi kører på mange forskellige tidspunkter, også aften, nat og weekender. Vinderup Maskiner er en lydhør samarbejdspartner, der sammen med os er indstillet på hele tiden at forbedre produktet. Og de har nogle virkelig kompetente medarbejdere, siger Karl Christian Christensen.
Kaj Bechs samarbejdsaftale omkring CLAAS og Spearhead-klipperne kører foreløbig på anden sæson og er i første omgang af otte års varighed.
Spearhead giver effektive og afslappede chauffører
Med to TWIGA armklippere på samme traktor tager en chauffør hele 2 meters klippebredde ved et enkelt træk. Med to traktorer kørende sammen klarer Kaj Bech den fulde klippebredde af én gang, som er de fire meter, som Holstebro Kommune vil have klippet rundt langs de store kommuneveje.
TWIGA-armklipperne er udstyret med Spearheads nye informationstouchskærm, hvor driftstemperaturer, vinkler på redskaber og arm kan overvåges og indstilles, samt forskellige andre funktioner kan betjenes intuitivt. Med funktionen AUTO PILOT styrer armen selv sin højde op og ned, så redskabet kører let hen over jorden, uden at chaufføren skal betjene joysticket. En afslappende og komfortabel feature for chaufføren.
- Hvor vi har fået de mest moderne betjeningsenheder, både touchenheden men også fjernbetjeningsenheden, betyder jo enormt meget for chaufføren, der skal køre i mange mange timer. Det er komfort, og det er sikkerhed, fortæller Karl Christian Christensen.
Danish Agro Machinery A/S
Vesterballevej 19 7000 Fredericia