En vej kan ændre status. Faktisk er der en tendens i disse år til, at mange kommuner vil nedklassificere kommunale veje til private fællesveje.

De vil dermed lægge vejenes omkostninger over på ejerne af de ejendomme, der bruger vejen – de såkaldt vejberettigede. D et sker også for at sikre, at ens veje har ens klassifikation – her i årene efter kommunalreformen og sammenlægningen af kommunerne.

Men hvad betyder det for de, der bruger vejene? Nye rettigheder og pligter?

Mange landmænd har i dag adgang til deres jorde via private fællesveje, men mange er nok ikke helt klar over, hvad denne status betyder. En vejret kan være stiftet ved mundtlig aftale, ved tinglysning eller dom. Man kan således ved et køb af en ejendom ikke alene støtte sig til tingbogen, hvis man vil have styr på vejretter og pligter.

Forhold om private fællesveje reguleres i ”lov om private fællesveje (Privatvejsloven), der administreres af kommunen med Vejdirektoratet som klageinstans.

Vejdirektoratet kan tage stilling til, om kommunens afgørelser i forhold til Privatvejsloven er lovlige, men direktoratet kan ikke tage stilling til kommunens skøn/vurdering.

I landzone kan man have vejret til en privat fællesvej. Det betyder, at man må benytte vejen og har pligt til at deltage i renholdelse, vedligeholdelse og snerydning.

Vej-ret gives, hvis den pågældende vej er den eneste eller den væsentligste adgangsvej til ens ejendom. Det være sig beboelse eller eksempelvis en skovparcel/jordparcel, der ikke ligger i tilknytning til bygningsparcellen.

I landzone har offentligheden ret til at færdes på private fællesveje til fods, til hest eller på cykel. Retten til at færdes i motorkøretøjer gælder kun de vejberettigede.

Læs mere i LandbrugSyd