Gedeavlere holder Åben Gedestald
Gedeavlere fra Dansk Gede Union slår lørdag den 6. maj stalddørene op.
Lørdag den 6. maj fra klokken 10 til 15 byder en række gedeavlere fra Dansk Gede Union indenfor til Åben Gedestald, som finder sted for andet år i træk.
Sidste år kunne man besøge fire besætninger, men i år åbner ti avlere stalddørene, og hele syv af dem er beliggende øst for Storebælt, hvor der således er rig mulighed for at opleve flere forskellige gederacer.
- Vi har valgt, at åben-stald-arrangementet skal afholdes i maj, da det er et godt tidspunkt at se på geder. Her er der kid i de fleste besætninger, og der findes vel ikke noget sødere end gedekid, lyder det fra Dansk Gede Unions formand, Anne Bjørklund fra Sneslev mellem Næstved og Slagelse.
Vil fjerne fordomme
Dansk Gede Union er foreningen, hvor gedeavlere fra hele landet samarbejder om at forbedre forholdene for gedeavl i Danmark. Arbejdet for alle landets ni gederacer varetages her.
Anne Bjørklund oplyser, at et af formålene med åben stald-arrangementet er at fjerne nogle af de fordomme, der er omkring geder. Der er blandt andet en del, som påstår, at geder lugter.
- Vi vil gerne udbrede det faktum, at hundyr og kid overhovedet ikke lugter. Avlsbukkene derimod har en meget karakteristisk aroma særligt i efterårsmånederne, når hundyrene er i brunst. På denne tid af året er det ikke så slemt, så kom bare og snus til gede-verdenen, siger hun.
Foreningen vil også gerne præsentere de forskellige gederacer i Danmark, som opfylder forskellige formål lige fra malkning og kødproduktion til landskabspleje, mohairproduktion og klappedyr.
Alle er velkommen
- Hvis man har fået lyst til at blive gedeavler, er det derfor vigtigt, at man anskaffer sig dyr af en race, der passer til de forhold og forventninger, man måtte have, påpeger formanden og tilføjer:
- Vi anbefaler derfor, at man tager sig tid til at besøge avlere af forskellige racer for at høre nærmere og se de forskellige måder at indrette stalde og folde på.
Anne Bjørklund gør i samme forbindelse opmærksom på, at selvom man ikke lige har tænkt sig at anskaffe geder selv, er man selvfølgelig hjertelig velkommen til at komme og nyde dyrene den 6. maj.