120 planteavlere gik med i marken på Førslev Gods

De kompakte linjesorter giver topudbytte, men mangler resistens mod skulpeopspringning og giver mindre konkurrence til ukrudtet.

Vinterrapsavlere har indenfor de seneste år skiftet fra udelukkende at vælge hybridsorter til igen i større grad at vælge linjesorter.

- Det ser vi positivt på, fortæller Morten Haastrup, der nu er ansvarlig for det tyske forædlingsfirma KWS’ forholdsvis nye program af vinterrapssorter i Danmark.

- Forudsætningen for gode hybridsorter er netop to gode linjesorter, understregede han på Førslev Gods vest for Næstved, da grovvarefirmaet Nielsen & Smith A/S inviterede til markvandring i deres demoparceller af vinterraps- og vinterhvedesorter.

Omkring 120 planteavlere – fordelt over to hold – var mødt op til en gennemgang af de veludviklede sorter, der for rapsens vedkommende var lagt ud i en mark med sorten Butterfly.

Erfaringer med Quartz

- Quartz har nu været på markedet i tre-fire år og dækker til dette års høst omkring 10 procent af det samlede areal med vinterraps. Altså en forholdsvis stor andel for en linjesort, fortæller Morten Haastrup.

Han betegner Quartz som den mest kompakte vinterrapssort, hvilket blandet andet giver besparelse på vækstreguleringen. Selv de nye lovende sorter, der er på vej, er ikke så lave og kompakte som Quartz.

- Vækstreguleringen kan man i næsten alle tilfælde udelade. Og ser man fire års gennemsnitsudbytterne for vinterraps i landsforsøgene, er der ikke nogen med bedre udbytter end Quartz. Hellere ikke hybridsorter. Høj phoma-resistens sikrer også, at Quartz bliver stående også uden vækstregulering og sikrer en lettere høst.

Mangler resistens

- Linjesorter mangler imidlertid resistens mod skulpeopspringning, som hybridsorterne har. Derfor skal linjesorterne være mere kompakte og modne ensartet af, så de ved høst er nemme at have med at gøre, siger Morten Haastrup.

Han understreger også, at man ikke skal gå op i plantetal via større udsædsmængde, selvom man tidligere lå oppe på 60-70 planter pr. kvadratmeter ved linjesorter. For tæt plantetal betyder tynde og ranglede planter uden den stråstyrke, som ellers er indbygget i sorten Quartz.

Men netop den lave vækst og det lave plantetal betyder også mindre skygge og dermed konkurrence til ukrudtet. Derfor skal ukrudtsbekæmpelsen have ekstra opmærksomhed ved de kompakte linjesorter.

På et spørgsmål om Quartz’s følsomhed overfor det nye ukrudtsmiddel Belkar, der blandt andet indeholder samme aktivstof som i Galera, havde en af deltagerne afprøvet Belkar uden nogen problemer.

Prøv nye sorter

Har man stort rapsareal, er det godt at sprede sig på flere vinterrapssorter. Her lyder forslaget at vælge Quartz på den ene halvdel og prøve nogen af de nye vinterrapssorter på den anden halvdel.

De nye rapssorter kunne ifølge Morten Haastrup for eksempel være Butterfly eller Django, der begge kunne ses som demoparceller på markvandringen.

- Skal man sammenligne de to nye linjesorter, har Butterfly vist et lidt større udbytte med forholdstal 113 i landsforsøgene sidste år og to år i træk topscorer af alle sorter.

Det har været så lovende, at Nielsen & Smith har lagt den i fremavl, og dermed kan Butterfly nu leveres til kommende høst. Og leveres i god tid, så der kan sås i starten af august.

Økologisk udgave

- Linjesorter skal generelt sås tidligt og duer ikke til sen såning, fastslår Morten Haastrup, der oplyser, at Butterfly giver mere konkurrence til ukrudtet end Quartz.

- Butterfly har mere bladmasse og fylde, men er stadig en kompakt sort uden behov for vækstregulering i efteråret. Butterfly er betydeligt bedre på resistens mod lys bladplet og lige så resistent mod phoma som Quartz.

- Django er derimod knap så bladrig som Butterfly, der i øvrigt også kan leveres i en økologisk udgave til udsåning i år, meddeler Morten Haastrup.
 

Læs også