Brahetrolleborgskue med pil opad

Det 118. hesteskue på Brahetrolleborg bød på et afvekslende program - og ikke færre end 18 forskellige heste- og ponyracer. Antallet af heste og føl til bedømmelse var 75, mod 62 i 2016. Vejret var tørt og solrigt, og antallet af besøgende, udstillere m.fl. på pladsen blev cirka 550.

Brahetrolleborg Heste- og Ponyskue, som fandt sted lørdag den 15. juli på »Danmarks smukkeste dyrskueplads« mellem Brahetrolleborg Slot og godsets velholdte, fredede avlsbygninger, fulgte på flere måder flot op på de foregående fem års succes med e0t alsidigt skue i en aktiv og afvekslende opsætning.
På nogle vigtige punkter kunne arrangørerne – Foreningen til Køre- og Ridehesteavlens Fremme i Fyns Stift (i daglig tale Brahetrolleborgforeningen) melde om fremgang i forhold til sidste års Brahetrolleborgskue. Således slog skuet sin egen rekord med ikke færre end 18 deltagende heste- og ponyracer (en mere end sidste år) Og antallet af udstillede heste og føl til bedømmelse blev med 75 hele 13 højere end ved sidste års skue. Dertil kom en del opvisningsheste og –ponyer samt involverede køre-, ride- og arbejdsheste.
Endvidere udviste antallet af folk på pladsen – besøgende, udstillere m.fl. – ifølge Brahetrolleborgforeningens kasserer, Leif Rasmussen, ligeledes en fremgang til i alt ca. 550.
Kvaliteten af de udstillede dyr var ifølge dommerne god, og topkarakteren 24 point blev i år uddelt hele seks gange – en tredobling i forhold til sidste år – og en del højere end de seneste års gennemsnit.
En enkelt aktivitet, nyheden Børnekæledyrskuet, måtte aflyses på grund af for lille tilmelding. I den forbindelse er Brahetrolleborgforeningens bestyrelse indstillet på at gøre en større – og tidligere – indsats for at få denne nyskabelse med på næste års heste- og ponyskue.

Læs mere i LandbrugFyn

Læs også