Det blev til guldhøst, da planteavlskonsulent i LandboNord, Jacob Møller, endelig kunne hæve pokalen og kalde sig Innovationsmester i Hvededyrkning 2017.

I konkurrence med planteavlskonsulenter fra hele Danmark fik deltagerne hen over sæsonen til opgave at skabe det højeste nettoudbytte på en mark ved Horsens. Og her var det Jacob Møller med hvedesorten Sheriff, som klarede sig bedst.

- Jeg er virkelig glad for titlen. Det har været en spændende konkurrence at være med i, hvor vi fik os nogle rigtig gode faglige snakke, når vi mødtes. Det er lykkedes os alle at få et flot udbytte af vores parceller, så det har hele tiden været vigtigt, at holde sig til strategien, siger Jacob Møller.

Imponerende resultat

Der blev da heller ikke nogen slinger i valsen for den nordjyske deltager, som til daglig er planteavlskonsulent i Fjerritslev. Jacob Møller vandt over de fem andre konsulenter med et imponerende udbytte på 122,8 hkg pr. hektar med et proteinindhold på 10,1 procent. Det gav et nettoudbytte på 9.449 kroner pr. hektar – hvilket var 237 kroner bedre end andenpladsen.

- I konkurrencen faldt valget på den nye sunde sort Sheriff, da den sygdomsmæssig er nem at styre. Her i konkurrencen ved Horsens, viste det sig at være et særdeles godt valg. Derudover var kunsten at tildele lige nøjagtig den mænge kvælstof, hveden havde brug for, og i det rette tempo, så hveden udfoldede sit potentiale maksimalt. Det vil sige mest mulig kerne i god kvalitet og mindst mulig halm og lejesæd, siger Jacob Møller.

Som bevis på sin sejr modtog han en pokal.