Farvel til 35 år med masser af liv – og ingen spøgelser

Mens han aldrig fik hilst på spøgelset, der efter sigende huserer på Torstedlund, har Egon Andersen stiftet mange andre bekendtskaber gennem sine 35 års arbejde på hovedgården. Derfor er det også med et vist vemod, han snart vinker farvel til arbejdslivet.

Det er 35 år siden, Egon Andersen droppede livet som partner på en maskinstation i Suldrup, og blev ansat på hovedgården Torstedlund, som hører under Nørlund Slot i Himmerland. Dengang som markmand, og de sidste 18 år har han været forvalter på stedet, der i dag opfeder 1.600 kalve om året og driver 300 hektar jord.
Med en fødselsattest, der til januar runder 66 år, har Egon Andersen valgt at trække sig tilbage, når fonden bag Nørlund og Torstedlund har fundet den rette afløser. En tilbagetrækning, han allerede havde advaret bestyrelsen om for mere end et år siden.
- Dengang sagde de, at nu måtte vi lige se. De mente vist godt, jeg kunne tage et par år mere, men før jul sagde jeg til dem, at nu bliver det altså alvor. Det er lidt en speciel følelse efter så mange år, men jeg er også sikker på, at det er det rigtige valg, siger Egon Andersen, der håber at få lov til at hjælpe den nye forvalter på plads.
- Jeg kunne godt forestille mig, at det bliver svært at holde mig helt væk det første stykke tid, så forhåbentlig får jeg lov til at hjælpe lidt til. Man må jo også formode, at jeg har lidt viden, en ny mand vil kunne få nytte af. Blandt andet i forhold til alle de drænede stykker med lavbundsjord, der hører til gården, siger han.


Liv og glade dage

Mens en pensionsdato, der i skrivende stund endnu ikke ligger fast, nærmer sig, bliver der brugt en anelse mere tid på at tænke 35 års minder igennem.
- Jeg har været rigtig glad for min tid her. Der har været rigtig mange gode oplevelser, fastslår forvalteren, der blandt andet husker tilbage på tiden, inden man i 2005 skiftede fra mælkeproduktion til fedekalve.
- Dengang var der virkelig liv og glade dage med otte-ni ansatte og elever. Jeg har stadig været glad for at være her, men det var en stor omvæltning, da mælkekvoten blev solgt og vi begyndte med kalvene, som kun kræver tre mand, fortæller han.
Beslutningen om at droppe de 350 malkekøer er en af den slags, man må bide i sig, når man styrer en gård, hvor det i sidste ende er fondsbestyrelse, der bestemmer. Og selvom han godt kan drømme sig tilbage til tiden før 2005, kunne Egon Andersen ikke forestille sig et bedre job.
- Jeg har aldrig haft ambitioner om at blive selvstændig, men her har jeg haft muligheden for at prøve nogle ting af på samme måde, som hvis jeg havde været selvstændig. Der er enkelte beslutninger, man ikke selv får lov til at tage, men i dagligdagen har jeg sjældent hørt noget fra bestyrelsen.


Bliver tomt

Selvom bemandingen er svundet ind, har de senere år på Torstedlund stadig budt på masser af bekendtskaber, og selvom han formelig kommer til at savne arbejdet i mark og stald, er det de sociale relationer, Egon Andersen kommer til at savne mest, når pensionisttilværelsen sammen med hustruen kalder.
- Jeg kommer til at savne snakken over morgenkaffen, og den store berøringsflade jeg har her med faste leverandører og så videre. Jeg er en udadvendt person, der godt kan lide en god snak, så der bliver uden tvivl noget tomt, siger forvalteren, der flytter tilbage til Suldrup, når sidste hold kalve er sendt afsted.
Her har parret gennem alle årene beholdt det hus, de boede i, inden de flyttede ind på Torstedlund. Som dagplejemor var det nemlig mere end svært at få lov til at fortsætte erhvervet på en gård med voldgrav.


Spøgelser

Mens det er blevet til mange bekendtskaber gennem 35 år, er der én beboer på Torstedlund, Egon Andersen endnu ikke har haft lejlighed til at hilse på.
Historien fortæller om en dame, der hver aften ved midnat kryber ud af en sprække i muren og svæver tværs over gårdspladsen. Hende har man også gjort opmærksom på i jobopslaget, hvor man søger en forvalter med stærke nerver, til Torstedlund, hvor historie daterer sig tilbage til slutningen af 1300-tallet.
- Jeg har godt nok aldrig set hende, men en af de sjove ting ved at bo et sted som her, er jo netop de historier, der følger med, siger Egon Andersen, der til gengæld har kæmpet en hård kamp med revnen i muren.
- Vi har en revne, der bliver ved med at komme igen. Vi har en altmuligmand tilknyttet, som engang kom forbi og sagde, at nu havde han fået fat i noget, som med garanti ville kunne holde. Det gjorde det også – i halvandet år, men så kom den igen. Så det kan da godt være, at der er en eller anden, der gerne vil ud gennem muren.
Netop historien omkring hovedgården er i tidens løb vokset på Egon Andersen.
- Da jeg var yngre, var det ikke noget, jeg rigtig brugte tid på at tænke over, men jeg har fået mere og mere interesse for det. For eksempel har vi en iskælder inde i skoven, som lokalhistorisk arkiv engang fik en af beboerne på plejehjemmet i Suldrup til at fortælle om. Det var spændende at høre, hvordan man havde læsset is derned om vinteren, som man så brugte i løbet af sommeren. Det var nogle andre forhold dengang.


Mere familietid

Selvom det måske bliver hårdt at vinke farvel til historiens vingesus og dagligdagen på gården, glæder Egon Andersen sig til at få mere tid sammen med sin hustru og ikke mindst sine to børn og fire børnebørn.
For det der med at holde fri, har han været omtrent lige så dårlig til, som de fleste landmænd.
- Sådan er det at arbejde i landbruget. Hvis der er noget, der skal ordnes søndag eftermiddag, så skal det ordnes søndag eftermiddag. Det er ikke noget, der har generet mig, men jeg tror mine børn har syntes, at jeg nogle gange har brugt lidt for meget tid på arbejdet. Det er nok også en del af forklaringen på, at de ikke beskæftiger sig med landbrug i dag, fortæller han.
Og mens familien kan se frem til lidt mere opmærksomhed, håber Egon Andersen også at BMW-motorcyklen, kan nå lidt flere kilometer end de knap 10.000, det er blevet til på de 12 år, han indtil videre har haft den.

Læs også