Regnskabskontor udvider med planteavl

Nu kan landmændene også få planteavlsrådgivning hos Søhøjlandets Planteavlskontor i Silkeborg

Rådgivningsvirksomheden Søhøjlandets Regnskabskontor tilbyder nu sine kunder rådgivning i planteavl og har pr. 1. december oprettet en ny afdeling, der skal servicere landbrug inden for planteavl og miljø.

Den nye afdeling hedder Plante og Miljø og har agronom Jens Elvstrøm som faglig leder.

- Vi oplever et behov for rådgivning på dette område, og mange af vores kunder har efterspurgt netop planteavl, siger direktør Keld Sloth fra Søhøjlandets Regnskabskontor i Silkeborg.

- Med 800 kunder i butikken finder vi det oplagt, at vi også kan tilbyde dem denne rådgivning og samtidig tænke det sammen med vores økonomirådgivning på en måde, der kan komme landmændene til gode. I sidste ende drejer det sig om effektivitet og gode resultater, så landmanden kan få en god bundlinje. 

- Vores speciale er økonomi og regnskab, men det er vigtigt, at vi har den tværfaglige tilgang til de ofte meget komplekse udfordringer, landmanden står med i forbindelse med planteavl og miljø, siger Keld Sloth, der ser gode perspektiver i at kombinere rådgivningen inden for miljø og planteavl.
,
Den nye afdeling består af to planteavlskonsulenter samt to miljøkonsulenter, og de vil også komme til at arbejde tæt sammen med de øvrige ca. 35 medarbejdere på stedet.

Bemandingen bliver Jens Elvstrøm, der siden 2014 har været ansat på stedet som miljø- og tilskudskonsulent og nu bliver faglig leder af den nye afdeling samt agronom Niels Provstgård, der har været ansat som miljøkonsulent på Søhøjlandets Regnskabskontor siden december 2016.

Hertil kommer to nyansatte planteavlskonsulenter. Det er Karsten Nielsen, der siden 2008 har fungeret som privat planteavlsrådgiver og har drevet sit eget firma, Kn-Mark, samt Rasmus Nørlem, der ligeledes har været privat planteavlsrådgiver. Han har drevet firmaet RN-FarmAdvice og har også rådgivet gennem firmaet Planteavlskonsulenten.

Vibeke Finderup Christensen tilknyttes afdelingen som sekretær.
 

Læs også