Et nyt biogasanlæg hos en økologisk mælkeproducent i Sønderjylland skal blandt andet behandle gylle og majsensilage
Hos Økologisk Landsforening betegner man det som en milepæl,
når økologisk mælkeproducent Hans Martin Westergaard sammen med foreningen og
JH BioEnergi ApS fredag eftermiddag inviterer til åbent hus og indvielse af et
nyt, økologisk biogasanlæg på gården på Holmvej 12 ved Kliplev i Sønderjylland.
Hans Martin Westergaards anlæg er et af to nybyggede anlæg
på økologiske kvægbrug, der benytter tysk knowhow og teknologi.
Michael Tersbøl, biogasrådgiver og faglig udviklingschef i
Økologisk Landsforening, understreger vigtigheden af at opbygge danske
erfaringer:
- Vi har brug for erfaringer med denne type anlæg, som er
udviklet til at håndtere faste biomasser. Det er vigtigt, fordi økologiske
biogasanlæg kan blive løftestang for recirkulering af for eksempel
husholdningsaffald fra by til landbrug og derved tilvejebringe økologisk
gødning til en større øko-omlægning i landbruget.
Økologisk Landsforening oplyser, at anlægget i Kliplev
skal behandle gylle, dybstrøelse, kløvergræsensilage, hønsemøg og lidt
majsensilage fra egen og andre bedrifter. En 250 kW gasmotor vil kunne
producere cirka to millioner kWh om året – svarende til 400 parcelhuses
samlede, årlige forbrug. Dertil kommer næsten samme mængde energi i form af
varme.