Sidste år blev der udbenet 9.913 tons på DC Beefs
kreaturslagteri i Aalborg, hvilket var et plus på 21 procent sammenlignet med
året før.
Det tal bliver formentlig endnu højere i fremtiden efter
investeringer i skærestuen, der forøger udbeningskapaciteten med 80 tons om
ugen, oplyser DC Beef.
- Det er et rigtig godt signal om, at vi gerne vil
investere i Nordjylland og blive ved med at være andelshavernes lokale slagteri
i det nordjyske, siger fabrikschef Palle Sørensen på Danish Crowns hjemmeside.
Her fremgår det, at udvidelsen i Aalborgs skærestue har resulteret i 10 nye
kolleger på fabrikken.
Udover udbening af de nordjyske slagtedyr er fabrikken i Aalborg også ansvarlig
for udbeningen af alle frilands- samt kødkvægskoncepter i DC Beef.