Urbaniseringstendensen er ved at vende, vurderer formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard på baggrund af en ny måling
Danskere, der er bosat i landområder, er de mest tilfredse
i Europa.
Det viser en ny måling fra Eurostat, oplyser
Landdistrikternes Fællesråd, hvor man glæder sig over resultatet:
- Det viser med alt tydelighed, at landdistrikterne har
mere at byde på end det negative billede, som medierne til tider forsøger at
tegne. Danskerne søger efter fælleskaber båret af tryghed og tillid, og
det gør landdistrikterne til et attraktivt sted at bosætte sig. Og det på trods
af manglende rammevilkår på en række områder, lyder det fra formand Steffen
Damsgaard.
Han vurderer, at resultatet af målingen er et udtryk for,
at urbaniseringstendensen er ved at vende:
- At danskere bosat i landdistrikterne er mere tilfredse end
dem, der bor i de største byer i Danmark, viser, at tendensen med at folk
vælger by frem for land er ved at vende. Vi ser, at nettotilflytningen til København
og Aarhus er ved at stagnere – samtidig med, at flere og flere bosætter sig i
land- og yderkommunerne. Det er meget positivt, og målingen understreger
dermed, at det er attraktivt at bo i landdistrikterne.