I de seneste fem år har man fra Naturstyrelsens side
arbejdet på at udrydde mårhunden, men endnu er det ikke lykkedes.
Men styrelsens har nu bekendtgjort, at man har besluttet
at forlænge den særlige indsats for at bekæmpe mårhunden, som er en invasiv art
– foreløbigt med et år.
Dermed følger Naturstyrelsen anbefalingerne fra en
evaluering af indsatsen mod mårhund udarbejdet af rådgivningsvirksomheden Cowi.
Evalueringen konkluderede ifølge styrelsen, at mårhunden er kommet for at
blive, men at indsatsen har haft stor værdi alligevel.
- Hver gang vi får ram på en mårhund – eller
forhindrer den i at formere sig – skåner vi padder og fugle, som hører til i
den danske natur. Vi får nok aldrig udryddet mårhunden helt, men vi bør stadig
gøre en indsats for at holde den nede for dyrelivets skyld, siger kontorchef
for biodiversitet og arter Mette Marcker Christiansen på Naturstyrelsens
hjemmeside.
Her fremgår det, at bekæmpelsen af mårhund er sket i
samarbejde med Danmarks Jægerforbund. Indsatsen for 2016 vil koste cirka tre
millioner kroner. Mårhunden er ind til nu udelukkende fundet i Jylland.