Broget billede af robotter

Inden for de seneste fem år har 67 mælkeproducenter valgt malkerobotterne fra. 51 har valgt dem til.

I efteråret oplyste Seges Kvæg, at der i løbet af en seksårig periode fra 2010 til og med 2015 var blevet 117 færre besætninger med malkerobotter.

Seges Kvæg har nu set nærmere på det faldende antal i perioden. Og ifølge specialkonsulent Per Justesen, SEGES Kvæg er der ikke tale om så drastisk en udvikling som først antaget, skriver landbrugsinfo.dk.

- Det, vi kan se er, at ud af de 117 besætninger er robotterne forsvundet i de 50 som følge af almindelig strukturudvikling. Årsagen er med andre ord, at bedrifterne er stoppet. Der er altså ikke tale om aktivt fravalg af robotter til fordel for et konventionelt malkesystem, forklarer Per Justesen.

Det er derimod tilfældet i de resterende 67 besætninger. Den nøjagtige årsdag hertil vil Seges nu se nærmere på via interviews med de pågældende producenter.

- Det, vi hører rundt omkring fra producenter og vores kvalitetsrådgivere, er bl.a., at nogle vælger robotterne fra, fordi de mener, det er for dyrt i service, eller fordi de bruger for megen tid på at hente køer. Andre finder omkostningen til flere robotter for stor i forbindelse med udvidelse. Det sidste kunne tyde på, at hvor vi normalt ser teknologi som en hjælp, når bedriften vokser, har robotterne måske deres begrænsning og er i højere grad relevante på mellemstore bedrifter, forklarer Per Justesen, og tilføjer, at man nu vil gå mere systematisk til værks for at afdække årsagerne.

Ud af samtlige 3.333 RYK-kontrollerede besætninger i Danmark er de 757 robotbesætninger.

 

Læs også