Får og lam trak folk

Igen i år bød Wanda og Karsten Sander indenfor på Lille Bredkær til »fårets dag«.

Mange af landets fåreavlere afsætter påskelørdag til at slå et slag for produktionen. Det sker ved den traditionelle »fårets dag«, der er en mangeårig tradition i Dansk Fåreavl og trækker mange gæster, og det var også tilfældet i år.

En af de avlere, der plejer at være med, og hvor besøgstallet altid er stort, er hos Wanda og Karsten Sander på besøgslandbruget »Lille Bredkær« i Skibbild ved Vildbjerg.

- Vi har været med i hvert fald 10 år, lyder det fra Karsten Sander og gør det klart, at han er med igen næste år.

Besøgslandbruget på Herningvej 65 præsenterer omkring 100 moderdyr og masser af lam, og folk strømmer til. Besøgstallet runder i hvert fald de 600 og formentlig en del flere, og der er rig lejlighed til at komme ind og klappe både får og lam.

,

»Lille Bredkær« er dog meget andet end fåreavl. Sådan her beskriver ejerne selv stedet før arrangementet:

»Et utraditionelt landbrug med vildsvin, kødkvæg, får, muflon, grise af gammel dansk sortbroget landrace samt fjerkræ fra ænder, gæs, kalkuner og høns til duer og påfugle. Et besøgslandbrug for børn og voksne i alle aldre.«

De mange forskellige ting er et trækplaster for både børn og voksne, og det gælder ikke alene på fårets dag.

- Vi er et besøgslandbrug, der får mange gæster. Det gælder både børnehaver, skoler og foreninger, og folk skal bare ringe i forvejen, fortæller Karsten Sander, der trækker i trådene sammen med hustru og medarbejdere.

Til gården hører 15 tønder land jord, hvortil kommer 100 hektar, der er lejet og bruges til høproduktion.

Læs også