4H’s madskoler har bidt sig fast

De populære Madskoler har netop åbnet for tilmeldingerne til de eftertragtede pladser på en af årets Madskoler i sommerferien.

Det er 13. år, at Børne- og ungdomsorganisationen 4H afholder Madskoler for børn i alderen 8-12 år, og ifølge 4H’s formand Henrik Dalum, så er Madskolerne nu blevet en af grundpillerne i 4H.

- Madskolerne er nærmest et symbol på det spring, som 4H har taget gennem de seneste 10 år. I den periode er mange af vores aktiviteter nemlig også kommet børn i byerne til gavn.

- 4H har jo sine rødder på landet, og i mere end 100 år har vi lavet aktiviteter på landet med udgangspunkt i haver, dyr, mad og natur. Kigger vi på, hvad moderne forældre i både by og på landet gerne vil lære deres børn, så er det netop at gøre dem bevidste om, hvor maden kommer fra og at give dem et tæt forhold til naturen. Derfor er 4H i dag mere trendy og aktuel end nogensinde før, påpeger Henrik Dalum.

Følger maden fra have til mave

Madskolerne rummer mange af de elementer, som foreningen lærer sine medlemmer. På en madskole følger børnene fødevarerne fra jord til bord, ved besøg på landbrug, og ved at blive undervist i selv at tilberede maden.

I 2015 deltog 2.600 børn rundt i hele Danmark på 4H’s Madskoler, og Henrik Dalum forventer mindst lige så stor tilslutning i år.

Til at løfte den store opgave med Madskolerne har 4H gennem alle årene haft et tæt samarbejde med Landbrug & Fødevarer, og siden 2013 har REMA 1000 været en del af samarbejdet.

- Det er vigtigt for os med gode samarbejdspartnere, og vi er dybt beærede over den store opbakning, vi mærker. Landbrug & Fødevarer og REMA 1000 er uvurderlige samarbejdspartnere, men også andre med tilknytning til fødevareerhvervet bakker op. Danish Crown har netop offentliggjort, at overskuddet fra salget af dette års luksus-hytter på Smukfest går til Madskolerne, fortæller Henrik Dalum.  

På hjemmesiden madskoler.dk kan man finde den nærmeste Madskole.

Læs også