Dagrofas kampagne “Vælg dansk - du køber, vi gi’r”, har sendt mere end 1,5 million kroner tilbage til producenterne i dansk landbrug.
Siden september 2015 har Dagrofa sendt 50 øre til danske producenter, hver gang forbrugerne har købt “Du køber - vi gi’r”-produkter i koncernens butikker. Kampagnen blev lanceret, fordi Dagrofa ønskede at bakke op om danske kvalitetsfødevarer og fremme udbud og udvikling hos danske landbrug og producenter.
I alt har godt 40 produkter gennem perioden været synligt mærket med “Vælg dansk’’ logoet”. De har været solgt i Dagrofas dagligvarebutikker i kæderne MENY, KIWI, SPAR og Min Købmand.
’’Vi har ønsket at sende et tydeligt signal om, at vi bakker op om de danske producenter ved at sende penge tilbage til dem, når produkter er blevet solgt. Vi håbede på at kunne sende cirka 1,5 millioner kroner tilbage, og nu hvor vi har gjort kampagnen op, kan vi konkludere, at vi er kommet i mål. Så vi kan se tilbage på en god kampagne, som forbrugerne har bakket op om’’, siger Per Thau, koncernchef i Dagrofa, og fortsætter:
’’Vi ved godt, at vi ikke redder det danske landbrug med vores bidrag, men vi har med kampagnen sat fokus på de gode danske varer, vi sælger i vores butikker’’.
De mærkede varer har været danske kvalitetsprodukter inden for kød, mælkeprodukter samt frugt og grønt. For forbrugerne har prisen på varerne været uændret, da tilbagebetalingen udelukkende er finansieret af Dagrofa.