21. april er der deadline for at søge landbrugsstøtte til landmændenes marker. Foreløbig er det kun et fåtal af landmændene, som er kommet i gang.
Mens landbrugets konsulenter har god fart på med at få sendt ansøgningerne ind til årets arealstøtte, så går det mindre godt for de landmænd, som selv har tænkt sig at søge støtten til deres marker.
NaturErhvervstyrelsen har foreløbig kun modtaget ansøgninger fra 600 landmænd ud af de 8.000 landmænd, som selv forventes at sende deres ansøgning ind.
”Overordnet set glider det rigtig godt, fordi konsulenterne i år er noget hurtigere fremme med at få sendt ansøgningerne ind. Til gengæld kunne vi godt ønske os, at landmændene kommer hurtigere på banen, da vi kan give dem en endnu bedre service, hvis de eks. vil ringe til vores Kundevejledning med spørgsmål undervejs. Netop nu er der ikke så meget pres på telefonerne, mens vi ved, at de sidste dage op til deadline 21. april pr. tradition bliver mere hektiske,” siger enhedschef Vibeke Møgelvang.
Omkring 40.000 landmænd forventes i år at søge arealstøtte for ca. 6 mia. kr.