Landboforening har genoprettet troen på Danish Agros gødningssække

Efter et møde mellem ledelserne i Danish Agro og Sydvestjysk Landboforening er striden om indholdet i Danish Agros gødningssække blevet begravet.

Sydvestjysk Landboforening anklagede for nylig Danish Agro for, at grovvareselskabets gødningssække ikke indeholdte den korrekte mængde. Foreningen mente, at sækkene indeholdte for lidt.

Nu er parterne dog efter et møde mellem ledelserne dog blevet enige om at ende konflikten.

Sydvestjysk Landboforening har således mandag aften sendt en pressemeddelelse ud, hvor man melder ud, at man har fået genoprettet troen på, at gødningssække fra Danish Agro indeholder den korrekte mængde.

Det sker på baggrund af yderligere kontrolvejninger udført af Kongelig Vejer på initiativ af Sydvestjysk Landboforening. Der blev vejet 7 partier, hvoraf de fleste havde den helt korrekte vægt, men der blev også fundet partier, hvor der manglede gødning, ligesom andre partier indeholdt for meget gødning.

Det får landboforeningen til at konkludere, at Danish Agro har opereret med en for stor fejlprocent.

- Der er for stor variation. Danish Agro er enige med os i, at der skal være 650 kg gødning i sækken, når det er 650 kg, man køber, siger Claus Christensen, formand for Sydvestjysk Landboforening.

Han er derfor tilfreds med, at Danish Agro har givet tilsagn om fremover at intensivere den interne kontrolfunktion.

- Vores rolle som landboforening er at varetage landmandens interesser, og det har vi gjort i denne sag. Jeg er derfor glad for den dialog, vi har haft med Danish Agro, og nu ser vi fremad. Også i 2017 vil vi foretage stikprøvevejninger af grovvarebranchens produkter, og vores medlemmer kan altid regne med, at vi er på deres side, hvis der opstår en tvist, siger Claus Christensen, formand for Sydvestjysk Landboforening.

Den aktuelle sag startede med, at landboforeningen tidligere på måneden luftede offentligt en kritik af Danish Agros opsækning af gødning. Landboforeningen reagerede på baggrund af en henvendelse fra et medlem, der havde grund til at tro, at der var sket et fejl, da Danish Agro sækkede gødningen op. En kontrolvejning hos Kongelig Vejer viste da også, at der manglede gødning i de i alt 90 kontrolvejede sække.

I sidste måned lød det fra landboforeningens næstformand Hans Juul Jessen, at det er en gammelkendt problemstilling, der bliver talt om blandt landmænd, at der kan være for lidt gødning i sækkene.

Læs også