Få aftaler på plads – eller stå alene med erstatningsansvar

Forårsarbejdet i marken kan gøre vejene fedtede, og Topdanmark Landbrug har en række råd til, hvordan man mindsker risikoen for ulykker

Landmænd har pligt til at sikre, at der bliver ryddet op på landevejene efter kørsel med gylle.

Sådan lyder det fra agronom ved Topdanmark Landbrug Svend-Anker Worm, der advarer om, at mudder og ælte hurtigt kan gøre vejene glatte. Og det kan føre til trafikulykker.

- Det glatte føre kan være farligt for andre bilister på vejene. Og selv om landmændene er dækket gennem deres ansvarsforsikring, er det et tungt ansvar at bære, hvis ulykken også betyder, at nogen er kommet til skade, siger Svend-Anker Worm og fortsætter:

- Derudover vanker der også en bøde, hvis politiet finder en landmand, som ikke har ryddet op efter sig. Og det er sjældent svært, for sporene er ganske tydelige.

Svend-Anker Worm peger samtidig på, at mange landmænd har aftaler med maskinstationer. Her er det vigtigt at aftale, hvem der rydder op:

- Hvis aftalerne ikke er på plads, risikerer landmanden at stå med hele erstatningskravet alene, hvis der sker en ulykke som følge af glat føre.

Han mener, det er en god idé at sætte skilte op på de glatte strækninger – og så i øvrigt anskaffe sig en kost til traktoren, og sørge for at rydde op, når dagens arbejde er overstået.

Desuden opfordrer Svend-Anker Worm bilisterne til at sætte farten ned og være ekstra påpasselige på vejstrækninger, der kan være fedtede og glatte.

Læs også