Folk strømmede til »hjælpemøde«

650 personer var på plads i Agerskovhallen, da Sønderjysk Landboforening bød velkommen til en stormøde om de svære tider i landbruget.

Det var en særdeles tilfreds Jette Jacobsen, der onsdag aften bød velkommen til »hjælpemødet« i Agerskovhallen. Hun kunne som formand for »Land-og liv«-udvalget under Sønderjysk Landboforening byde velkommen til ikke færre end 650 gæster.

- Det store besøg var langt over forventning, men det viser, at der er behov for hjælp på landet og i landsbyerne, lød det efterfølgende fra Jette Jacobsen.

Krisen kradser hos de danske landmænd, og mange har haft konkursen inde på egen krop, og det er svært at trække nye folk ud i landsbyerne, hvor følgehvervene vil blive hårdt ramt, hvis landbrugene lukker.

- Samfundet er nød til at hjælpe med at holde liv i vores landlige omgivelser, men det kniber for politikerne at forstå det, beklager Jette Jacobsen.

Hun havde gerne set ministeren for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S), deltage i mødet, men det var ikke lykkedes at få ham med. Han og andre politikere skal dog ikke gå glip af essensen på mødet.

- Vi laver nu opfølgningsbreve, som sendes til bl.a. politikerne, så de kan forstå, at der er behov for liv på landet, hvis vi fortsat skal være et helt samfund og et godt samfund, påpeger Jette Jacobsen.

Læs også