Sag om fedtafgift kan blive dyr for landmænd

To år efter, at fedtafgiften blev skrottet, går Europa-Kommissionen ind i sagen

Europa-Kommissionen har torsdag åbnet en statsstøttesag mod Danmark om den danske fedtafgift, der blev ophævet for to år siden.

Undersøgelsen skal klarlægge, om der har været tale om ulovlig statsstøtte til de fødevareproducenter, som ikke var omfattet af fedtafgiften. Hvis Kommissionen vurderer, at producenternes varer burde have været afgiftsbelagt, skal Danmark efteropkræve afgift med renters rente, oplyser Skatteministeriet.

- En efteropkrævning vil være en noget nær umulig opgave, som blandt andet vil belaste mange danske virksomheder, såsom landmænd, fiskere med videre. Så udover, at det er administrativt bøvlet, er der altså rigtigt mange mennesker, der kommer til at lide et økonomisk tab ved det, lyder det fra skatteminister Benny Engelbrecht (S).

- Jeg er forundret over, at Kommissionen rejser sagen nu, hvor afgiften har været ophævet i mere end to år. Men regeringen vil nu gå i dialog med Kommissionen for sammen at finde frem til en fornuftig løsning på sagen, tilføjer han.

Hvis Kommissionen i sidste ende finder, at der har været tale om ulovlig statsstøtte til visse fødevareproducenter i form af lempelser eller fritagelser, kan efteropkrævning komme på tale.

Selv producenter, der var omfattet af fedtafgiften, kan risikere at blive ramt af efteropkrævning. De producenter, der rammes af efteropkrævning, forventes ifølge Skatteministeriet at lide et økonomisk tab.

Læs også