Styrelser lover bedre oplysning om støtteregler

NaturErhvervstyrelsen og Naturstyrelsen erkender, at to konkrete sager har skabt bekymring blandt landmænd

Debat i medierne om, hvorvidt der kan søges landbrugsstøtte til græsarealer, som også bruges til rekreative formål, er nu tilsyneladende medvirkende til, at NaturErhvervstyrelsen og Naturstyrelsen vil forsøge at skabe større klarhed på området.

NaturErhvervstyrelsen henviser til, at debatten er udsprunget af to konkrete sager med private landmænd, der forpagter offentligt ejede arealer.

- I sagerne risikerer landmændene at få stillet krav om tilbagebetaling af landbrugsstøtte, fordi anvendelsen af arealerne til rekreative formål hindrer opnåelse af landbrugsstøtte på trods af, at de i forbindelse med forpagtningsaftalen havde en forventning om landbrugsstøtte, skriver styrelsen på sin hjemmeside og fortsætter:

- Sagerne har skabt bekymringer blandt landmænd, der driver græsarealer med offentlig adgang. For at imødegå denne bekymring har Naturstyrelsen og NaturErhvervstyrelsen igangsat et arbejde for at skabe større klarhed på området for at imødegå lignende sager i fremtiden.

Helt konkret arbejdes der blandt andet på at lave et faktaark, der kan vejlede landmænd og konsulenter om landbrugsstøttereglerne. Dette faktaark skal også være en hjælp for offentlige myndigheder, der bortforpagter sådanne arealer med henblik på at sikre den bedst mulige vejledning.

Derudover undersøger NaturErhvervstyrelsen mulighederne for, om reglerne efter den nye landbrugsreform kan indebære en lempeligere vurdering af arealernes støtteberettigelse.

Læs også