Den danske grovvaregigant DLG har fundet sin nye direktør for den danske landbrugsforretning internt i koncernen. Valget er faldet på Hans Ole Jessen, der senest har været produkt- og markedsdirektør i DLG.

Han får dermed ansvaret for en central del af DLG's forretning på et tidspunkt, hvor koncernen gennemfører transformationsprogrammet ReGen, der skal styrke værdiskabelsen for andelshaverne.

- Hans Ole har kæmpe erfaring fra sektoren og et indgående kendskab til både vores forretning, vores ejere og vores kunder. Derfor er han det helt rette valg til at stå i spidsen for den udvikling, som DLG i Danmark skal gennemgå. Han ved, hvad landmændene efterspørger, og han har gennem mange år vist stærke ledelsesmæssige og kommercielle kompetencer. Samtidig besidder Hans Ole også de rigtige visioner og tanker, der skal til, sådan at DLG også i fremtiden vil være den stærkeste partner for danske landmænd, siger Peter Kjær Jensen, EVP, Agriculture Business Group, DLG Group i en pressemeddelelse.

Fra stalden til direktørstolen

Hans Ole Jessen har været en del af DLG i 25 år. Han er opvokset på et landbrug syd for Ribe og uddannet i primærerhvervet, hvor kvæg, grise og planteavl var en del af hverdagen, inden han i 1999 begyndte som sælger i Skærbæk Lokalforening. Foreningen blev i 2001 en del af DLG.

Siden har han suppleret sin agrarøkonomuddannelse med blandt andet en diplomuddannelse i ledelse og en Executive MBA fra Coventry University.

- Jeg er stolt og beæret over at få muligheden. Vi er i gang med en vigtig transformation i DLG, som gør, at vi kommer til at skabe mere værdi for vores ejere. Jeg er her for at vinde med den danske forretning til gavn for vores andelshavere, og det er jeg overbevist om, at vi har holdet, fundamentet og kompetencerne til, siger Hans Ole Jessen.

Med udnævnelsen får DLG en dansk direktør med praktisk landbrugserfaring, kommerciel tyngde og et mangeårigt kendskab til både koncernen, kunderne og andelshaverne.

Ifølge Hans Ole Jessen bliver opgaven nu at kombinere DLG’s stærke kultur med en forretning, der skal udvikles til fremtidens marked.

- DLG har en stærk kultur, men den kan ikke alene bære os ind i fremtiden. Det er derfor, at jeg tror på det afgørende i, at vi gennemfører vores transformationsprogram ReGen. Når vi udvikler forretningen, samtidig med, at vi husker betydningen af relationer, traditioner og dialogen med kunderne, så kommer vi til at skabe øget værdi for landmændene. Det er jeg slet ikke i tvivl om, siger han.

Nyheden kommer relativt kort efter, at DLG Group har fornyet sin bestyrelse med fire nye profiler.

Business