Så mange besøgte NutriFair på førstedagen

Færre end sidste år besøgte NutriFair på førstedagen, men udstillerne er tilfredse, lyder det fra projektleder

2.189 besøgende gik onsdag gennem tælleapparaterne ved NutriFair i Fredericia.

Dermed blev førstedagen ikke så velbesøgt, som det var tilfældet sidste år, hvor præcis 700 flere gæster besøgte messen.

Projektleder i Messe C Peter Sunesen mener dog ikke, at de to tal kan sammenlignes. Han vurderer, at det er mere fair at sammenligne førstedagens besøgstal med de tilsvarende tal fra 2013, hvor 2.337 gæster besøgte standene:

- Vores udstillingsstruktur er noget anderledes, og vi kan mærke de store messer i november. Det hænger primært sammen med, at vores kunder har inviteret deres udenlandske kunder til EuroTier – og så inviterer de dem ikke hertil.

- Dybest set er den eneste værdi i besøgstallet signalværdien, for NutriFair er bygget op, så det er resultatet, som udstillerne kommer herfra med, der betyder noget.

Peter Sunesen påpeger, at meldingen fra udstillerne er, at der er kommet nogle gode snakke med kunderne – og også handler – ud af førstedagens anstrengelser.

- Jeg vurderer på, om udstillerne er tilfredse. Så jeg er ikke skuffet. Man skal også tage med i betragtningen, hvordan branchen har det lige nu, siger Peter Sunesen, der ser frem til torsdagen på NutriFair.

Læs mere om EuroTier

Følg med, når Effektivt Landbrug dækker den store EuroTier-udstilling i Hannover. Læs alt om husdyrbranchens seneste produktinnovationer og de nyeste teknologier.

Læs mere her

Læs også