Aftale skal sikre salg i Baltikum
Dancorn i Hedensted udbygger nu sit forhandlersamarbejde med UAB Inter-Silo
- Vi indgik i 2013 en forhandleraftale med UAB Inter-Silo, et litauisk selskab ejet 60 procent af en dansker og de resterende 40 procent af en litauer, lyder det fra direktør Jens Munk Jensen, Dancorn i Hedensted.
Han tilføjer, at valget faldt på Inter-Silo, fordi Dancorn i forvejen har et samarbejde med virksomheden omkring montage af siloer med videre i Danmark og på sine eksportmarkeder:
- Dette samarbejde er gradvist blevet udbygget, og da selskabet har base i Litauen, var det nærliggende at indgå en forhandleraftale vedrørende Litauen.
- Fordelen ved samarbejdet med Inter-Silo i Litauen er, at forhandleren er full-line, og således koncentrerer salgsindsatsen til Dancorns produkter inden for kornhåndteringsudstyr, såsom siloer, tørrerier, transportudstyr og planlager, forklarer Jens Munk Jensen.
Samarbejdet er i 2014 blevet udvidet til også at omfatte Letland og Estland. Foreløbig betjenes begge lande fra et nyoprettet kontor i Riga.