Traktor når Sydpolen

Hollandsk skuespillerinde er kørt til »verdens ende« i Massey Ferguson-traktor

Efter en rejse på 2.500 kilometer hen over isen i en MF 5610-traktor på Antarktis har et ekspeditionshold tidligt tirsdag nået sit mål, som var Sydpolen. Det meddeler Massey Ferguson, der har sponsoreret traktoren til turen.

Det tog i alt 17 dage at nå klodens sydligste punkt fra udkanten af Antarktis, hvor turen startede.

- Det er utroligt – på Sydpolen holder der en rød Massey Ferguson-traktor! Vi er alle ekstatiske over at være her, lød det fra holdet bag ekspeditionen.

Ifølge meddelelsen fra Massey Ferguson har det været ekspeditionslederen, den 38- årige hollandske skuespillerinde Manon Ossevoorts, livslange drøm at køre i traktor til »verdens ende«. Hun har tidligere kørt 38.000 kilometer i traktor fra sit hjem i Holland til Afrika.

Hollænderen har ville kopiere en bedrift fra 1958, hvor Sir Edmund Hillary kørte en Ferguson TE20 til Sydpolen.

Massey Ferguson rapporterer, at traktoren har kørt så godt som non-stop siden turen startede 22 november, og kun holdt stille, når der har skulle skiftes chauffør eller laves rutinemæssig vedligehold af maskinen. Turen har været uhyggelig vanskelig og foregået i temperaturer ned til minus 56 grader og nået op i 3.400 meters højde.

Efter en kort pause i går, hvor Manon Ossevoorts byggede en snemand, vendte traktoren i går om. Nu går turen de 2.500 kilometer tilbage igen af nøjagtig samme rute. Det er håbet, at ekspeditionen, der er døbt Antarctica2, er i mål inden jul.

Læs også