System udpeger råmælk af høj kvalitet

Det danske firma Calvex har stor succes med sit Coloquick-system, der sørger for, at den nyfødte kalv får råmælk af høj kvalitet

Råmælken er vigtig for de nyfødte kalve. Faktisk så vigtig, at får de ikke den rette mængde, inden for meget kort tid efter de er født, vil det kunne ses i mindre mælkeproduktion senere i livet.

Flere firmaet har specialiseret sig i at udvikle systemer, der kan sørge for, at den vigtige råmælk er tilgængelig de første timer. Blandt dem det danske firma Calvex og det tyske firma Förster Technik, som Effektivt Landbrug mødte på EuroTier i denne uge. Begge fremhæver vigtigheden af, at kalven skal have fire liter råmælk inden for de første fire timer af sin levetid.

- Tiden er vigtig, siger salgskonsulent hos Calvex, Hans Gjørtz.

- Går der for eksempel seks timer, fra kalven er født, til den tilbydes råmælken, kan kalven kun optage halvdelen. Cellerne i kalvens tarm, der skal optage de gode og nødvendige næringsstoffer, er allerede begyndt at lukke sig, fortæller Hans Gjørtz.

Råmælk af høj kvalitet

Begge firmaer fokuserer på at udtage den råmælk, der har den højeste kvalitet.

- Der findes både god og dårlig råmælk, fortæller Barbara Müller fra tyske Förster Technik.

- Med vores måleenhed kan vi udtage netop den mælk, der indeholder mest næring, og give det til kalvene, siger hun.

Samme mission har danske Calvex.

- Kalve er født fuldstændig uden antistoffer, og det er nødvendigt med fire liter råmælk af høj kvalitet lige efter fødslen, siger Hans Gjørtz.

- Med vores Coloquick-system tester vi råmælken og beholder den gode. Resten gives eksempelvis til tyrekalvene, uddyber han.

Alle behandles lige

Kvaliteten af råmælken hænger sammen med, hvordan koen har haft det op til kælvning. Derudover er der krav om, at råmælken skal være fra samme besætning som den nyfødte kalv, da der ellers kan være tale om forskellige antistoffer.

- Når vi gør det på den her måde, sikrer vi, at alle kalvene får samme kvalitet råmælk, den rette mængde og på det rette tidspunkt. Dermed har vi givet dem de bedste betingelser.

- Vi får sundere kalve, færre sygdom, og køer der producerer mere mælk, så jo før, man kan få råmælken givet, efter kalven er født, desto bedre er det, understreger Hans Gjørtz og henviser til forsøg, der viser, at forskellen mellem om kalven har fået to eller fire liter råmælk er 950 kilo ekstra mælkeydelse ved første laktation og 1.650 kilo øget mælkeydelse ved anden laktation.

- Det er da forøgelser, der er til at forstå, understreger han.

Hurtig optøning af den nedfrosne råmælk

Den gode råmælk fryses ned og tages op, så snart kalvene er født. De to firmaer adskiller sig ved optøningen af råmælken. Hvor tyske Förster Technik bruger 40 minutter på at tø mælken op, bruger danske Calvex kun 20 minutter.

- Det er klart vores force, at vi har udviklet et system, hvor optøningen ikke tager ret lang tid, siger Han Gjørtz, der betegner deres vandbade på 40 grader som ret unikke.

- Råmælken skal have helt den rette temperatur, for at kalven kan optage den, siger han.

Et Coloquick-system med vandbad, ti kassetter, 35 poser, påfyldningsenhed, sonde og sut koster 3.600 euro, og Calvex yder tre års garanti på produktet.

Tyske Förster Technik sælger deres Colostromal-system for 3.900 euro.

Læs også