Fra aparte til Bonaparte

Valtra relancerer hele sin designfilosofi gennem en hel nyudviklet T4-serie med op til 215 hk.

Det særlige Valtra traktordesign er kendt for at være enkel, grænsende til det primitive, men alligevel nybrydende.

Med det nye traktordesign, der i går blev lanceret med en hel ny T4-serie med op til 215 hk, melder Valtra sig ind i en ny og mere sydeuropæisk designfilosofi, der alligevel er umiskendelig finsk.

- Vi vil have større markedsandele i Tyskland og i Frankrig, der netop er hjemlande for vore to andre konkurrerende Agco-mærker, Fendt og Massey Ferguson, sagde Agco-topchef Martin Richenhagen ved lanceringen af den helt nye Valtra T4-serie.

- Og i Italien har vi også ambitioner om at øge markedsandelen, lød det udfordrende og uden nordisk ydmyghed til endnu en stor traktorproducerende nation.

Designudtryk til hele familien

Stort set alt er nyt på den nye T4-traktor og 80 procent af den er finsk. Den nye luftaffjedrede kabine, affjedret foraksel og en transmission, der ikke er trinløs, men i praksis alligevel virker sådan.

Motoren kommer naturligvis fra Agcos finske Agco Power motorfabrik og lever op til de nyeste og højeste emissionsstandarder. Naturligvis med 2. generations SCR-efterbehandling af udstødningsgasserne og særdeles brændstoføkonomisk, lød skudsmålet om den først lancerede model, en T214.

- Alle andre, også de nuværende Valtra-modeller vil fra i morgen se gammeldags ud, lød det om det nye design, der dog fastholder Valtras klassiske vægtfordeling med god tyngde på forakslen, oplyste Valtra ved lanceringen i går.

Store glasflader

Den populære traktorstørrelse omkring 200 hk skal kunne det meste.

Valtra T4-serien skal både kunne arbejde hårdt med tung jordbehandling, kunne anvendes som frontlæssertraktor og være bekvem til transportopgaver. Blandt andet derfor er motordesign og forakseldesign nytænkt således, at traktoren har fået en særdeles lille venderadius.

For de fleste arbejdsopgaver kræves masser af udsyn, i såvel mørke som dagslys. Der er masser af lygter både for og bag, og fra førerkabinen har chaufføren masser af udsyn gennem mere end seks kvadratmeter glas. Således er hele højresiden et stort glasparti.

Serieproduktionen af den nye Valtra T4-serie begyndte i sidste uge og vil nå 80 inden året er omme. Siden lanceringen til Valtra-forhandlernettet i Europa er der indgået ordrer på 1.000 traktorer på den første uge.

Valtra Danmark viser to eksemplarer af den nye traktor på Agromek senere på måneden.

Læs også