Sidste år skete der det, der ikke må ske. Kvægsygdomme i området gjorde, at mange kvægudstillere ikke turde tage deres dyr med i byen, og da dagen for Kimbrerskuet oprandt, var der ingen malkekøer til bedømmelse.

- Hvis der ikke er køer på Kimbrerskuet, så kan skuet ikke fortsætte, siger koordinator Jens Holm Danielsen.

Skuets ledelse indkaldte derfor kvægudstillerne til to møder. På det første møde blev der givet tilkendegivelse om, at der ville blive tilmeldt mindst 75 køer.

- Og det løfte er opfyldt til fulde med 86 tilmeldte, fortæller koordinatoren.

Samtidig har samtlige af landets dyrskuer indført særlige krav til kontrol af de dyr, der skal udstilles, og de seneste meldinger lyder på, at det aldrig har været mere sikkert at udstille.

Alle fire racer er således repræsenteret ved årets skue med en RDM, 12 jersey, 7 DRH og 67 DH.

Ændring af tidspunktet

På det andet møde kunne kvægudstillerne komme med ønsker til forbedringer, der gjorde, at det var lettere for dem at udstille.

Et af de helt store ønsker var, at bedømmelser blev flyttet til senere på dagen og fortsatte ud på aftenen.

Derfor starter bedømmelserne i år klokken 12 og fortsætter til klokken 22.

- Der er mange udstillere, der får hjælp af deres børn og andre unge mennesker til at udstille, og de har svært ved at komme fredag om morgenen på grund af skolegang og uddannelse, fortæller Jens Holm Danielsen og understreger, at det tidligere har været sådan, at malkekvæget blev bedømt om aftenen. 

Udstillerne havde også et ønske om, at der blev udstillet flere kvier, og den opfordring har dyrskueledelsen givet videre. Der er derfor tilmeldt 14 kvier i år.

Mere at kæmpe om

De firmaer, der importerer sæd fra udenlandske tyre, har også ønsket at bakke op om malkekvægsudstillingen.

- Det er jo netop dyrskuekøer, vi laver, siger Robin Sørensen, ABS.

De har derfor besluttet, at donere sæd til de bedste køer i hvert hold. Foruden ABS er det Key Genetics, Breed’n’Care, Masterrind, Ai Total og Semen And Cattleshop, der donerer præmierne.  Der er i alt 120 doser, som fordeles mellem holdenes bedste køer.

Samtidig er det besluttet, at fredag aften skal rundes af med udpegningen af skuets smukkeste malkeko på tværs af racernes modelkøer.

Kimbrerskuet skydes i gang fredag og fortsætter lørdag.