NaturErhvervstyrelsen er nu ved at være klar til at tilbagebetale den produktionsafgift, som dyrkerne betalte for meget i 2001 til 2006.
I 2012 fastlog EU-domstolen, at EU i kvoteårene 2001 til
2006 har opkrævet for store beløb i produktionsafgift på sukkerroer som følge
af en forkert beregningsmetode.
Nu er pengene på vej ud til sukkerroedyrkerne, meddeler
NaturErhvervstyrelsen. I alt havde de danske sukkerroedyrkere betalt 83,7
millioner kroner for meget i produktionsafgift. Tillægger man renter er det
samlede beløb, der er på vej ud, dog nu steget til 161,4 millioner kroner.
Pengene ventes at være udbetalt senest 30. september.
Fra 2001 og frem til i dag er antallet af sukkerroedyrkere
faldet fra godt 6.000 til nu 1.325 dyrkere. Ifølge foreningen Danske
Sukkerroedyrkere kunne det derfor godt godt blive lidt af en udfordring at
finde frem til dem, som var berettiget til pengene.
To lister
I forsøget på at løse den udfordring har NaturErhvervstyrelsen
nu offentliggjort to lister.
Se listerne her.
Den første er en liste med navn på de sukkerroedyrkere,
hvor styrelsen allerede har de nødvendige oplysninger for at kunne
tilbagebetale beløbet. Er du dyrker og dit navn står på denne liste, skal du
ikke foretage dig noget, og beløbet vil automatisk blive overført til din
bankkonto.
Den anden liste, som styrelsen har offentliggjort, er en
liste med navne på sukkerroedyrkere, hvor der mangler oplysninger for at kunne
tilbagebetale beløbet. Står dit navn på denne liste, skal du udfylde en blanket
og sende den til NaturErhvervstyrelsen.
Er du, eller har du været sukkerroedyrker, og mener at
have penge til gode, men ikke står på en af de to lister, skal du også udfylde
en blanket, som du sender til NaturErhvervstyrelsen. Blanketterne findes på
styrelsens hjemmeside naturerhverv.dk.