Kort jordbærsæson i år
Jordbærsæsonen har i år været en uge kortere, lyder det fra sekretariatschef i Dansk Gartneri Torben Lippert
Det er ved at være slut med danske frilandsjordbær i år.
Det skriver DR Sjælland.
- Jordbærsæsonen lakker mod enden. Vi har haft et varmt forår, og vi har undervejs i jordbærsæsonen haft nogle meget varme perioder. Det betyder faktisk, at selve sæsonen har været en uge kortere, siger sekretariatschef i Dansk Gartneri Torben Lippert til DR Sjælland.
Her fremgår det, at jordbærsæsonen har været kort, men god i år.
Nogle jordbæravlere har dog plantet nye jordbærplanter ud i maj, og de planter vil kunne nå at give lidt jordbær i slutningen af juli og i noget af august.