Forskning: Bælgplanter frem for bøf

Grønne koteletter og vegetariske burgere er vejen frem, mener lektor Sven-Erik Jacobsen

I fremtiden skal vi vænne os til at spise mere protein baseret på vegetabilske kilder som for eksempel ærter og hestebønner.

Det mener lektor Sven-Erik Jacobsen fra KU-Science i hvert fald. Som koordinator for et internationalt konsortium har han nu søgt om midler fra EU’s forsknings- og innovationsprogram Horizon 2020. Det skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet i sit magasin EU-Information.

- Det er en god idé og har stor effekt på CO2-regnskabet at reducere produktionen af animalsk protein og i stedet dyrke bælgplanter og udvikle nye fødevarer baseret på vegetabilsk protein, siger Sven-Erik Jacobsen til EU-Information.

Han forklarer, at konsortiet bag projektet ”Protein2Food” består af forskningspartnere og virksomheder fra hele Europa, Afrika og Sydamerika.

- I ”Protein2Food” vil vi udvikle nye, sunde madvarer baseret på vegetabilsk protein med det rigtige ernæringsindhold. Vi vil også sikre, at produktionen sker på en bæredygtig og økonomisk rentabel måde, lyder det fra Sven-Erik Jacobsen.

Ifølge EU-Information producerer Europa producerer knap en tredjedel af den mængde protein, der i dag forbruges. Og kilden til protein i EU kommer i dag primært fra dyr.

Læs også