Gartnerier kan gå glip af afgiftslempelse

Gartnerier figurerer ikke på EU’s liste over særligt energiintensive brancher – og det kan komme til at koste

Regeringen og Venstre har præsenteret en skitse til en kommende vækstpakke, og her har en lempelse af PSO-afgiften med godt 13 milliarder kroner frem mod 2020 fået en af de centrale pladser.

Men der er ingen garantier for, at danske gartnerier vil få del i den del af lempelsen på en milliard kroner, der målrettes særligt el-intensive virksomheder. Det skriver Altinget.dk.

- Den generelle lempelse, som gatnerierne desværre kommer ind under, giver kun en meget lille reduktion. Derfor er det utroligt vigtigt for os at komme med ind i den målrettede ordning, siger konsulent i Dansk Gartneri Leif Marienlund til Altinget.dk.

Gartnerier er nemlig ikke med på EU's liste over særligt energiintensive brancher, som er omfattet af mere lempelige regler omkring statsstøtte. Derfor kan de danske politikere ikke umiddelbart tage gartnerierne med.

Ifølge Altinget.dk er man i regeringen og Venstre dog klar over problemet – og man vil arbejde for at få vilkårene ændret, så gartnerierne også kan få del af den målrettede PSO-lempelse.

Læs også