Sådan ser den bornholmske redningsplan ud
Erhvervs- og Vækstministeriet har bidraget til redningsplanen
DI løfter på sin hjemmeside noget af sløret for, hvad aftalen – som er kommet i hus med bistand fra Erhvervs- og Vækstministeriet – indebærer:
Aftalen betyder, at der etableres et
medarbejderinvesteringsselskab, som vil være med til at finansiere
investeringer på slagteriet.
- Aftalen her er et flot udtryk for den danske model, hvor lønmodtagere og arbejdsgivere
i fællesskab har fundet en løsning for at bevare en arbejdsplads, som har så
stor betydning for hele Bornholm. Samtidig har der været en klar vilje fra
lokalsamfundet, herunder Bornholms kommune, til at bidrage til, at vi kunne nå
et resultat, siger DI’s adm. direktør Karsten Dybvad til DI’s hjemmeside.
Minister på banen
Her fremgår det, at Erhvervs- og Vækstministeriet bidrager til aftalen – blandt
andet ved gennem lovgivningen at skabe mulighed for oprettelse af
medarbejderinvesteringsselskaber
- Det ville få vidtrækkende konsekvenser for Bornholm, hvis slagteriet lukkede.
Derfor er jeg glad for, at det lykkedes at finde en god og fornuftig løsning på
den meget alvorlige situation omkring slagteriet. Det har stor betydning - ikke
bare for de mange slagteriarbejdere, men også for landmænd, følgeerhverv og for
hundredevis af familier på øen, siger erhvervs- og vækstminister Henrik Sass
Larsen til DI’s hjemmeside.
Her giver forbundsformand i NNF Ole Wehlast også sit besyv med:
- Jeg er utrolig glad for, at vi har kunnet blive enige om
en aftale, der kan redde slagteriet i Rønne fra en lukning. Det har været helt
afgørende for os, at vi har kunnet lave en aftale, der ikke indebærer, at vores
medlemmer går ned i løn, men at de i stedet investerer i deres arbejdsplads. At
aftalen nu sættes til afstemning blandt slagteriarbejderne, er samtidig
væsentligt for mig.
Erhvervs- og Vækstministeriet har ifølge DI tilkendegivet, at der fra statslig
side bliver afsat midler til medfinansiering af nye investeringer på Danish
Crown, der kan modernisere og udvikle slagteriproduktionen på Bornholm.
Aftalen forudsætter, at de lokale parter på begge sider siger ja til redningsplanen senere på måneden.