Tre mennesker uden tilknytning til svineproduktion er i
Danmark døde af den særlige variant af MRSA fra svin i 2012 og 2013.
Men der er ingen grund til fornyet frygt blandt raske
mennesker. Det skriver Landbrug & Fødevarers netmedie Foodculture.dk, der
har haft kontakt til en række eksperter på området – deriblandt enhedschef i
Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm.
- Det er tragisk med dødsfaldene,
men jeg vil understrege, at det er svært syge mennesker, der i forvejen har et
meget svagt helbred. Derfor er der ikke noget at frygte for raske mennesker, og
umiddelbart giver det ikke anledning til at gøre noget anderledes end de
forholdsregler, vi allerede tager i dag, siger han til Foodculture.dk.
Sundhedsstyrelsen ændrede sine
vejledende retningslinjer for MRSA i 2012, og de omtalte dødfald er ifølge
Søren Brostrøm ikke i sig selv tegn på, at situationen skulle have ændret sig.