Det tog ikke bestyrelsen for Centrovice ret længe, før direktørstolen efter Henrik Borup Jeppesen igen var besat.

- Vi ønskede at bevare kontinuiteten i virksomhedens gode udvikling, og derfor var det oplagt at rette blikket internt. Ikke mindst fordi vi i Louise Helmer havde en jobprofil, som matchede vore ønsker, lød det fra formanden Niels Rasmussen, da direktøransættelsen i dag blev offentliggjort.

- Hun har de faglige kompetencer sammen med talent og et potentiale til at arbejde videre med vor fem års virksomhedsplan, som vi nu er godt halvvejs igennem. Samtidig har vi her fået en chef, som nyder stor opbakning blandt kollegerne.

Louise Helmer, der er 41 år, vendte i marts tilbage fra barselsorlov og blev her udnævnt til leder af den nyetablerede udviklingsafdeling - som afdelingschef for forretningsudvikling. Hun har vært ansat i næsten syv år i Centrovice, og har været leder af afdelingerne for planteavl, miljø og svin, og senere også for kvægafdelingen.

Hun er uddannet agronom og har HD i organisation.