Han er opvokset på en gård i Glejbjerg i Sydjylland og er
uddannet produktionsleder.
29-årige Svend Nygaard fra Torrild ved Odder er ny formand
for LandboUngdom efter et formandsvalg i forbindelse med LandboUngdoms Årsmøde
på Bygholm Landbrugsskole i weekenden.
Svend Nygaard har været medlem af LandboUngdom siden 2001,
og blev valgt ind i landsledelsen sidste år.
- Jeg vil arbejde videre på at styrke foreningen på
landsplan. Vi har lige gennemgået strukturændringer, som har kostet sved og
tårer rundt omkring i lokalforeningerne. Jeg mener, at strukturændringerne har
været nødvendige, og at vi nu er kommet meget stærkere ud på den anden side. Vi
har en forening, som vi kan være utrolig stolte af, og vi skal sammen fortsat
udvikle den i positiv retning, siger Svend Nygaard i en pressemeddelelse.
- Jeg vil også fortsætte arbejdet med
erhvervsskolereformen, og landbrugets lederuddannelse. Jeg mener, at for
LandboUngdom er landbrugsuddannelsen en af de vigtigste opgaver at varetage, da
det virkelig er her, at vi kan tale mange af vores medlemmers sag.
Svend Nygaard overtager formandsposten efter afgående
formand Johanne Marie Laursen.
Ny folk i landsledelsen
Årsmødet bød også på udskiftninger i landsledelsen.
Svend Nygaard var som ledelsesmedlem ikke på valg, men da han
blev valgt som formand, betød det, at der også skulle findes en afløser for ham
som ledelsesmedlem.
Dermed var der fire ledelsesposter i spil. De sidste tre
på valg var Dan Jepsen, Ann Rendbæk og Mads Mortensen. Dan Jepsen havde på forhånd
meldt ud, at han ikke genopstillede. Ann Rendbæk og Mads Mortensen blev begge
genvalgt.
De to nye ledelsesmedlemmer er Peter Jørgen Koch fra
Østfyns LandboUngdom og Kasper Kamp fra Vestjysk LandboUngdom.
Der blev også valgt to suppleanter – nemlig Jurjen Hessels
og Anders Bach.
De to sidste ledelsesmedlemmer Maria Jeppesen og Jesper
Engelund var ikke på valg, og fortsætter altså i ledelsen.